Fortsæt til hovedindholdet
Nyhedsarkiv 2024
Nyheder

Ny præst i Hoptrup Kirke

Hoptrup Sogn får ny sognepræst 1. august, når 47-årige Caspar Gregers Jensen tiltræder sit nye embede. 

Caspar Gregers Jensen

Caspar Gregers Jensen (47) tiltræder 1. august som Hoptrup Sogns nye sognepræst.

Caspar Gregers Jensen er gift med Iben, der er engelsklærer på Aabenraa Statsskole, og parret har to børn: Elisabeth, der starter på gymnasium efter sommer, og Sebastian, der skal i 9. klasse.

Hoptrup Sogns nye præst er født i Sønderborg, vokset op i Aarhus og Farum, og har læst teologi på Københavns Universitet. Efter sin afgang fra Pastoralseminariet i 2008 flyttede Caspar Gregers Jensen med sin kone til Sønderborg, hvor parrets børn er født. 

De sidste 11 år har Caspar Gregers Jensen været ansat i i Agerskov og Branderup Kirker i Fyens Stift.

Hvorfor blev du præst?
- Det ville jeg efter at have genlæst den store katekismus i forbindelse med mit speciale på universitetet, hvor jeg fandt ud af, at det ville jeg faktisk gerne bruge resten af mit liv på at prøve at sige noget om.

Hvilken slags præst vil du gerne være?
- Først og fremmest den præst der er der, når der er brug for mig, og også gerne den præst, som folk oplever har noget at sige dem i ny og næ.

Hvad oplever du som den største udfordring ved at være menneske i dag?
- Der er flere, men en af de ting, der kan bekymre mig, er den enormt store fokus der i disse år er på følelser, og på at mærke efter, om man nu har det godt. Nogle gange er det okay at have en lortedag - det har vi alle sammen, og det betyder ikke, at der er noget galt.

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?
- Folkekirkens vigtigste opgave har aldrig ændret sig: Det er at forkynde evangeliet om Kristi opstandelse og at forvalte de sakramenter, vi er givet.

Hvilken salme holder du særligt af og hvorfor?
- Min absolutte yndlingssalme er Kingos ”Sorrig og glæde”, fordi det er en salme. der på mange måder indeholder netop den fundamentale erkendelse, at livet i verden indeholder både medgang og modgang. Jeg er altid glad for de smukke renæssance- og barokdansemelodier, vi har i salmebogen, som ellers ville være forsvundet og alene være nogle, som specialiserede musiknørder kendte. Mange af dem er utrolig smukke, og ”Sorrig og glæde” er en af de rigtig gode.

Hvad er det bedste sted i Bibelen og hvorfor?
- Det kan jo næsten skifte fra uge til uge! Men jeg kan selvfølgelig altid pege på Johannes 3,16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”.

Hvilken bog ligger på dit natbord?
- Der ligger altid den engelske Suzy Dents bog "Word Perfect", hvor historien om et enkelt ord beskrives til hver dag i året, så jeg lige får en dosis sprognørderi, inden jeg ligger mig til at sove. Ellers lægger lige nu en slammet fantasyroman, der hedder Notorious Sorcerer af Davinia Evans, for jeg kan også godt lide at slutte dagen med fantasi.