Inspiration til klimagudstjenester
Klimakrisen er blevet en del af tidsånden, og det smitter af på gudstjenesten. Sognepræst Sofie Eriksen fra Domkirken fortæller om sine erfaringer med klimagudstjenester.
- Gudstjenesten skal være med til at bære det, der er svært at bære, og i øjeblikket skaber klimakrisen mange individuelle bekymringer, som kirken kan være med til at italesætte ud fra, hvor vi står, siger sognepræst Sofie Eriksen fra Domkirken om klimagudstjenester.
Sognepræst Sofie Eriksen fra Haderslev Domkirke har indtil videre holdt to klimagudstjenester, dels i Hertug Hans Kirke, dels i Domkirken. Ideen om en gudstjeneste med fokus på skaberværket er dels opstået i takt med, at Domkirken er blevet grøn kirke, dels som en reaktion på de bekymringer, klimakrisen sætter i folk.
- For mig personligt er det en bekymring, der fylder rigtig meget. Og det tror jeg, det gør hos mange mennesker. Samtidig oplever jeg, at vi har svært ved at tale om klimakrisen på en måde, hvor vi ikke peger fingre. Gudstjenesten er et sted, hvor vi i fællesskab forholder os til det, der er svært at bære som individer - uanset om det er sorg, krig, sygdom eller klima. Mit mål med klimagudstjenesterne har været at italesætte noget, der fylder rigtig meget i tiden i fællesskab, fordi det er forløsende at mødes i bøn og sætte ord på, forklarer sognepræst Sofie Eriksen.
Refleksion over klimaet
De to foreløbige klimagudstjenester i domsognet er blevet taget godt imod af menigheden. Sofie Eriksen oplever, at emnet har været med til at starte en samtale til kirkekaffen, hvor menigheden har delt sine tanker.
Hvorfor synes du, klimagudstjenester er vigtige?
- Det at være kristen hænger også sammen med at reflektere over den måde, man agerer i verden på og det ansvar, vi har overfor hinanden. Vi må se i øjnene, at den måde, vi lever på, er belastende for andre i verden. Det synes jeg, vi skal tale højt om. Og så håber jeg, at det med tiden ikke bliver så nødvendigt at holde klimagudstjenester, hvis vi kommer til et punkt, hvor de politiske ledere internationalt tager ansvar for klimakrisen, så den ikke bliver ved med at være den umulige, individuelle byrde, den er nu. I kirkebønnen beder vi jo også om, at de, der har magt, får visdom til at forvalte den magt, de har, til gavn for de svage. Det må også gælde i forhold til vores klima, siger Sofie Eriksen.
I sin prædiken til de to klimagudstjenester tog Sofie Eriksen udgangspunkt i Lukasevangeliets kap. 14: Det er lignelsen om en mand, der indbyder til festmåltid. Dem, han indbyder, undskylder sig, fordi de har deres eget at se til, så han sender sin tjener ud efter de vanføre og blinde, og huset bliver fyldt.
- Jeg prædikede over spændingen mellem at vælge sit eget og det fælles, og det at reagere, når der bliver kaldt. At der i forhold til klimaet er et nu og her, vi skal svare på. Jeg ville gerne italesætte, at vi hos hos har meget vi kan, fordi vi har mange penge. Med det følger også et stort ansvar for, hvad vi gør med de muligheder. vi har ikke nødvendigvis ret til det, vi har råd til, siger Sofie Eriksen.
Samspillet med organisten
Udover selve prædiken havde sognepræsten i samarbejde med kirketjener og organisten også tænkt over rammerne til gudstjenesten. Kirketjenerne fandt blomster hjemme i haven til alterbuketterne, og der blev leget med tanken om, at gudstjenesten skulle være helt uden strøm.
Det betød b.la., at menigheden sad samlet i koret. Organist Thomas Obeth måtte også tænke kreativt.
Rammerne betød selvfølgelig også noget for musikken, som domkirke-organist Thomas Obeth spillede på det gamle Siseby-orgel fra 1819.
- Siseby-orglet har en gammeldags trædeordning, så bælgene altså kan trædes manuelt ligesom i gamle dage, til forskel fra de elektriske blæsere, der sidder i moderne orgler og gør alt arbejdet. Det var disse bælge, jeg fik et par drenge fra koret til at træde under gudstjenesten, hvilket vil sige, at jeg kunne levere al musik til gudstjenesten uden brug af strøm, forklarer organist Thomas Obeth og uddyber:
- Det var et sjovt dogme at arbejde under. I forhold til musikvalget havde jeg først tænkt at lave noget over "Det dufter så lysegrønt af græs", men valgte i stedet Louis-Claude Daquin og hans Le Coucou som præludium. Til motetten valgte jeg Frans af Assisis Solsang, fordi der er sådan nogle flotte naturbilleder i det, forklarer organist Thomas Obeth.
- Det gav en fantastisk sangoplevelse, fordi både kor og menighed sad så tæt i koret og fik fuldt udbytte af musikken, i stedet for at sidde spredt i kirken. På den måde var der en stærkere fællesskabsfølelse end normalt, og det var er der også en teologisk pointe i: Når vi rykker sammen, kan vi rigtig meget. Vi er skabt til fællesskab, ikke til at kæmpe for os selv, siger Sofie Eriksen.
Klimaet og kirken
Nogle vil måske mene, at klima og klima bærer præg af aktivisme og ikke hører til i kirken - hvad siger du til det?
- Gudstjenesten skal være med til at bære det, der er svært at bære, og i øjeblikket skaber klimakrisen mange individuelle bekymringer, som kirken kan være med til at italesætte ud fra, hvor vi står.
Sofie Eriksen håber, at folkekirken vil prioritere sin egen rolle i den grønne omstilling endnu mere.
- Jeg kunne godt tænke mig, at folkekirken turde være super idealistisk, også selvom der måske ville blive peget fingre af kirken for at være "for hellig". Jeg drømmer om, at folkekirken går ublu ind i klimakampen, og forvalter vores forbrug så så grønt, vi overhovedet kan. Folkekirken har mulighed for at være håbsvejviser og tage den position, hvor en institution faktisk tør svare og tilbyde en samtale om den kæmpestore udfordring, vi står i, siger Sofie Eriksen.
