Fortsæt til hovedindholdet
Nyhedsarkiv 2024
Nyheder

Fire kirker får millioner til renovering

Fire af stiftets kirker får tilsammen knap 1,7 mio. kr. til renovering fra kirkeistandsættelsesordningen. 

Vojens Kirke

Vojens Kirke kan i september 2025 fejre 100-års jubilæum.

Flest penge tilfalder Vojens Kirke i Haderslev Domprovsti til indvendig istandsættelse af kirken. 

De bevilligede knap 800.000 kr. falder på et tørt sted for kirken, der født som genforeningskirke var den første kirke, som blev opført i Sønderjylland efter landsdelens tilbagevenden til Danmark i 1920.

- Sidste gang, Vojens Kirke gennemgik en større istandsættelse var tilbage i starten af 1970erne, hvor koret blev forlænget og der blev tilføjet dåbsværelse, præsteværelse og toilet. De mange års brug har sat sine spor på kirken. Inventaret er slidt, og de kalkede flader fremstår tilsmudsede, fortæller menighedsrådsformand Preben Holmberg. 

Efter endt istandsættelse vil Vojens Kirken fremstå som ved indvielsen den 6. september 1925, da den nye farvesammensætning vil være tro mod kirkerummets oprindelig udtryk med hvidkalkede vægge, rødt loft og mørkt stoleværk.

På Als har Egen Kirke modtaget knap 75.000 kr. til en konservering og nymaling af kirkens middelalderlige døbefont.

- Støtten fra kirkeistandsættelsesordningen muliggør, at vi nu kan gå i gang med renoveringen. Det vil sætte prikken over i'et i kirken, og fuldende den renovering, vi begyndte i 2021, siger Odin Møller, der er menighedsrådsformand i Egen Kirke.

Fakta

Sådan blev midlerne fordelt

Sådan blev By,- Land- og Kirkeministeriets midler fra kirkeistandsættelsesordningen fordelt til stiftets fire kirker:

 

Vojens Kirke: 796.130 kr.

Jegerup Kirke: 653.079 kr.

Bramdrup Kirke: 144.201 kr.

Egen Kirke: 74.810 kr.

 

I år er der ikke indkommet ansøgninger nok til, at hele puljen kan udmøntes. 

 

Derfor opretter ministeriet en anden runde med ansøgningsfrist 1. august 2024, så endnu flere kirker kan få gavn af ordningen, og få tilskud til at vedligeholde og istandsætte særligt bevaringsværdige kirker.