Biskoppens månedshilsen - oktober
Giver det stadig mening at lægge vægt på, at præsten bor i sognet, og er præstegården stadig et sted, der er forbundet med præstens virke? Bliver det i fremtiden vigtigt med det lokale fysiske fællesskab eller får det mindre betydning, hvor vi bor, hvis vi alligevel mødes andre steder end i hjemmet?
Kirke og præstegård. Det er det første, den lutherske kirke i Tanzania bygger, når der etableres nye sogne i vores venskabsstift i ved Tanganyika-søen, hvor den lutherske kirke er ved at etablere sig, ofte bogstaveligt talt på bar mark og med helt små menigheder. Præstegård vil her sige et hus med lidt jord, så præstens familie har noget at leve af.
I vores venskabsby Wittenberg ligger den første lutherske præstegård lige op ad kirken, for først ved reformationen fik præster lov til – og der nærmest pligt til! – at gifte sig, så præstegården blev et hus for præstens familie.
Her i Danmark har der siden Reformationen været præstegårde, i de første mange århundreder netop som gårde, altså med jord til, så præsten ligesom fletallet af sognets indbyggere kunne leve af den. I begyndelsen af 1900-tallet overgik præsterne til at få løn fra staten, og præstegårdsjordene blev solgt fra.
I dag har vi så præstegårde, som vi for de flestes vedkommende er præsteboliger og tjenesteboliger. Det vil sige, at præsten skal bebo huset som en del af sin ansættelse. Det betyder, at præsten stadig bor sammen med sognets øvrige beboere, ligesom der som regel er forbundet et kontor og måske også konfirmandstue med boligen, så den ikke blot er et privat hjem, men et hus, der er forbundet med præstens virke.
Hvordan det skal udvikle sig i fremtiden, er op til et samspil i folkekirken mellem de lokale menighedsråd, provstiudvalget og biskoppen og kirkeministeriet. Giver det stadig mening at lægge vægt på, at præsten bor i sognet, og er præstegården stadig et sted, der er forbundet med præstens virke? Bliver det i fremtiden vigtigt med det lokale fysiske fællesskab eller får det mindre betydning, hvor vi bor, hvis vi alligevel mødes andre steder end i hjemmet?
Selv har jeg boet i tjenestebolig i 56 år. Jeg er født i en forstanderbolig på Haslev Højskole, for dengang var der flere andre professioner, der var forbundet med tjenestebolig: Lærere, læger og sygeplejersker, skovens folk, militærfolk. Jeg har boet i forstanderboliger og præstegårde, flere med vidunderlige haver og plads, en enkelt med skimmelsvamp, alle med et samspil med menighedsrådet om indretning og vedligeholdelse. Jeg kender fra barns ben panikken over at skulle rydde op inden det årlige ”syn”, hvor menighedsråd eller provsten gennemgår huset, og jeg kender befrielsen ved ikke at skulle bekymre sig om at male vinduer og udskifte vaskemaskine. Og jeg kender vemodet over at forlade det hus, der har været familiens hjem, fordi ens far eller man selv skifter stilling, og glæden ved at træde ind i historien i sognets hus, et sted og et hjem, der var der, før man kom og vil være der, når man er væk. Ja, jeg kender jo næsten ikke andet.
