Biskoppens månedshilsen - juli

Af biskop Marianne Christiansen. 

Fra 1. juli har næsten alle ansatte i folkekirken skullet registrere arbejdstid, og arbejdsgiveren er ansvarlig for at stille et system til rådighed. 

Sigtet med lovgivningen er, at arbejdsgiveren skal kunne dokumentere, at reglerne om daglig og ugentlig hviletid samt maksimal ugentlig arbejdstid overholdes.

Det lyder umiddelbart positivt. Intentionen med lovgivningen har uden tvivl været at sætte ind mod udnyttelse af medarbejdere og bølgen af stress-relateret sygdom. Men i nogle folkekirkelige arbejdsformer skaber det et nyt forhold mellem arbejdsgiver og medarbejder.

Arbejdstidsregistrering bliver et styringsredskab
Hvis arbejdsgiveren skal kunne gribe ind over for en medarbejder, der bruger for mange timer på sit arbejde, kræver det, at arbejdsgiveren kan bestemme ikke bare hvilke opgaver, medarbejderen skal løse, men også hvor lang tid, medarbejderen må bruge på det. 

For timeansatte medarbejdere og timeopmålte stillinger er selve det at registrere måske ikke noget stort problem. Dog bliver det under alle omstændigheder en ekstra opgave for medarbejdere og menighedsråd, som kontaktperson Jette Storm og sognepræst Mette Carlsen, Rinkenæs, har gjort opmærksom på i et indlæg i Kristeligt Dagblad d. 1. juli. Her efterlyses et digitalt system, som kunne lette opgaven også for de små sogne.

For andre mere selvledende grupper kan arbejdstidsregistrering blive – modsat intentionen – et styringsredskab.

Problemet viser sig for alvor, når det gælder tjenestemandsstillingerne og de stillinger, der er sat i verden for at kunne varetage opgaver, som der i udgangspunktet ikke kan sættes tid på. 

En sådan stilling er præsteembedet.

Præstens opgave er at forkynde og undervise og yde sjælesorg i det pastorat eller den institution, hvor vedkommende er ansat. Præsteembedet har hidtil været et ”liberalt erhverv”, en selvstændig stilling, hvor præsten selv tilrettelægger de opgaver, der skal løses i embedet. 

Hertil kommer, at grænsen mellem arbejde og fritid er flydende: Er det arbejdstid, når der opstår en vigtig samtale over køledisken i Rema? Er det fritid, når præsten kaster sig over et digert teologisk værk, eller går i haven og memorerer prædikenen? Kan præsten afvise en begravelse, fordi ugens timer er opbrugt?

Præsteembedet bliver et "8-16-job"
Præsteembedet er i flere henseender en selvstændig myndighed (f.eks. begravelses- og vielsesmyndighed), og præsten har i udgangspunktet pligt til at betjene medlemmer af folkekirken i sit pastorat – den enhed på enten eller flere sogne, som præsten er ansat i. Ofte som den eneste. Og oftest med stor hengivenhed for opgaven og kaldet.

Alt det skulle måske ikke forhindre, at præster tæller timer. Mange gør det også til eget forbrug – for at få styr på dagene og tilrettelægge arbejdet på en god måde for sig selv og for sognet. Præstearbejdet er i princippet grænseløst, og derfor er det bestemt en god ide at blive god til at prioritere opgaverne, så man kan sige nej til nogle opgaver for at sige ja til andre. 

Den øvelse har mange præster i de senere år gjort, bl.a. fordi stress og udbrændthed også kan ramme præster, og den dårlige samvittighed over det, man ikke når, kan overskygge glæden ved det, som man rent faktisk når og får givet.

Men én ting er at styre sin egen tid. Noget andet er at skulle registrere den hos en arbejdsgiver. Derved ryger præsteembedets selvstændighed. Arbejdet vil ikke længere være betinget af opgaven og af de mennesker, der har brug for én.

Umærkeligt vil præsteembedet glide over i et ”8-16”-job, både for præsten selv og for sognemenigheden. Den fleksibilitet og selvbestemmelse og kreativitet, som hidtil har præget præsteembedet, deponeres i en tidsregistrering, som arbejdsgiveren, altså ansættelsesmyndigheden, kan og skal gribe styrende ind i.

Kan præster undtages?
Det bemærkelsesværdige er, at lovgivningen udtrykkeligt åbner for undtagelse fra kravet om tidsregistrering, ”hvis arbejdstidens længde som følge af særlige træk ved det udførte arbejde ikke måles eller fastsættes på forhånd, eller hvis lønmodtagerne selv kan fastsætte den, når der er tale om lønmodtagere, der kan træffe selvstændige beslutninger, eller som har ledelsesmæssige funktioner”.

Dette er nærmest en ordret beskrivelse af præsteembedet.

Ved provsternes og min henvendelse til Beskæftigelsesministeriet med anmodning undtagelse for præster og provster i Haderslev Stift, har vi imidlertid fået den besked, at præster og provster ikke ”som gruppe” kan undtages, men at arbejdsgiveren har mulighed for at undtage medarbejdere, der søger individuelt, efter en konkret vurdering.

Dette har naturligt nok betydet, at Kirkeministeriet nu bliver oversvømmet med individuelle ansøgninger fra præster og provster, der ønsker undtagelse. 

På den baggrund har ministeriet for få dage siden meldt ud, at ”By-, Land- og Kirkeministeriet er opmærksom på, at der er tale om en ny implementering af et EU-direktiv. Ministeriet er på den baggrund i kontakt med andre statslige arbejdsgivere og med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som rådgiver de statslige arbejdsgivere, herunder særligt i forhold til betingelserne for efter en konkret og individuel vurdering at kunne fritage visse lønmodtagere fra kravet om tidsregistrering.” 

Helt enkelt er det ikke. Jeg håber, at der kommer en løsning på problematikken, der gør det muligt at undtage præstembederne. På Aarhus Universitet kan ”forskere, undervisere og ledere med personaleansvar undtages”. Man kunne snildt forestille sig noget lignende for præster.