Domprovsteboligen i Haderslev
Domprovsteboligen i Haderslev blev født som en del af Slesvig Stift, og ligger med udsigt til Haderslev Dam og Domkirken.
Torben Hjul Andersens hjem på Præstegade 20 i Haderslev har tjent som præstebolig for utallige præster og præster siden stiftet blev oprettet i 1922.
På Præstegade 20 et par hundrede meter fra domkirken i Haderslev ligger domprovst Torben Hjul Andersens tjenestebolig: Et smukt hus fra 1887 med en facade i små, gule Flensborg-sten. I sin tid bygget som bolig for den tyske andenpræst i Slesvig Stift, som Haderslev dengang tilhørte.
Lidt længere henne af gaden, der oprindeligt hed Predigtstrasse, lå det hus, førstepræsten i Domkirken boede i frem til 1955, mens kirkens kordegn havde sit hjem ved siden af domprovsteboligen.
For en historieinteresseret domprovst er byhuset, der blev født som en del af Preussen og senere en del af Slesvig Bispedømme noget nær en ideel tjenestebolig.
- For mig er det en ære at bo her, hvor boligen danner rammen om mit familieliv og vide, at jeg efterfølger en række provster fra domprovstiet, siger domprovst Torben Hjul Andersen.
Domprovsteboligen blev tilknyttet Haderslev Stift efter genforeningen i 1922, hvor stiftet blev dannet. Forgængere i huset tæller bl.a. den tidligere biskop i Haderslev, Niels Henrik Arendt, domprovst Kim Eriksen og tidligere biskop i Aalborg, Søren Lodberg Hvas.
- Det er præster, der har sat deres præg på domprovstiet og kirken i det hele taget. Jeg synes, det er fantastisk at få lov at bo i samme bolig, og ser det som min opgave at fylde pladsen ud, og passe på huset, så godt jeg kan. Det er ligesom at tage fat om kalken søndag og vide, at der er mange hænder før mig, der har holdt den. Sådan har jeg det også med min tjenestebolig. Vi vil gerne bruge den det til kirkens glæde, og vi har også selv meget glæde af huset, fortæller Torben Hjul Andersen.
En fordel for både sognet og præsten
For Torben Hjul Andersen er det en stor fordel for både præsten og for sognet at have præsten boende i en tjenestebolig tæt på kirken.
- Menigheden vil gerne have, at præsten bor midt i blandt dem og er en del af dem. At han handler lokalt, står på stadion med det lokale hold og ved, hvad der sker i byen. Det har betydning, at der er fælles referencer. Som præst er det en styrke, at jeg kan sige hej på mine konfirmander på gaden, og i det hele taget bliver inddraget i lokalsamfundet.
Fra sit kontor i embedsboligen kan Torben Hjul Andersen skrive sine taler, prædikener og arbejde med udsigt til Domkirken, hvor han har været domprovst siden 2016.
Før det var han provst i Slagelse, hvor han tidligere var sognepræst. Han har boet uafbrudt i tjenestebolig siden 1987, da han boede med sin kone, der er lærer, på en efterskole i 12. To år i bofællesskab med et andet par er det også blevet til. Og Torben Hjul Andersen har ikke stort behov for at være herre i eget hus.
- Hvis der er nogen, der finder livets store mening i at efterisolere og den slags, giver det mening at have sit eget hus. Jeg har prøvet at efterisolere i en skunk en varm sommerdag og bruge hele sommerferien på det. Det synes jeg ikke er sjovt. Når jeg har ferie, vil jeg gerne holde fri og være sammen med venner og familie i stedet for at male vinduer og den slags.
Præsteboligen er et åbent hus
Nok slipper man for bekymringer om, hvad det koster, når facaden slår revner, men til gengæld er præsteboligen embedets. Præsten har ikke indflydelse på beliggenhed og planløsning. Der bliver ikke opsparet friværdi. Og skulle præsten falde væk, skal familien være ude af tjenesteboligen indenfor tre måneder.
Og så er der det med privatlivet.
- Man er ikke særlig anonym eller privat som præst. Nogle præster synes, at det er en belastning. Jeg synes, det er en styrke.
Samme tilgang har Torben Hjul Andersen til sin embedsbolig.
- Det er en præstebolig, der hører til embedet, og jeg har det fint med, at folk kommer på besøg i præsteboligen. Folk må gerne se, hvordan vi bor, også når det roder, og vi holder også møder i kirkelige sammenhænge i stuen, hvis vi ikke kan være på kontoret. Vi ser det som et åbent hus.
Domprovsten opfatter det at bo i tjenestebolig som både en pligt og et privilegium.
- Vi opretholder præsteboligen, fordi vi mener det er en fordel for kirken, der er en tjenestebolig. Det betyder også, at vi skal sørge for, at der er tjenesteboliger til rådighed. Nogle steder i landet koster de mange penge. Andre steder vil det være svært overhovedet at få nogle til at bosætte sig, hvis man ikke kunne tilbyde en god tjenestebolig. Hvis vi vil sørge for, nogle vil bo i yderområder og være præst der, så skal der også være en bolig der. Ellers er der en risiko for, at præsterne bosætter sig i de store byer. '
