Præst søger bogstøtte hos virksomheder
Sognepræst Lone Vesterdal har gode erfaringer med at søge især lokale virksomheder om økonomisk støtte til bogprojekter.
Af Lene Kjældgaard, Haderslev Stift.
Bogudgivelser er generelt svære at få traditionel fondsstøtte til. Der findes dog enkelte fonde og legater, der støtter litteratur indenfor et specifikt felt.
Det kunne være f. eks. Kjems-Fonden, der yder støtte til udgivelser af lokalhistorisk kultur eller Landsdommer V. Gieses Legat, der yder tilskud til b.la. historiske, litteraturhistoriske, kunsthistoriske eller sproghistoriske værker. Andre muligheder er Bente Klercke Fonden, som støtter læseværdige bøger med et indhold i relation til lokalhistorie og slægtshistorie eller G.E.C. Gads Fond, der yder støtte til akademiske studier, publikationer og forskning i bl.a. teologi.
Sognepræst Lone Vesterdal fra Bramdrup Kirke i Kolding står bag flere fagbøger, hvor hun formidler kristendommen i et bredere perspektiv - senest med bogen "Sjælesorg i bevægelse", der er udgivet på forlaget Eksistensen. Hun oplever, at det er svært at få økonomisk støtte til bogudgivelser fra de traditionelle fonde. Derfor har hun søgt andre veje for at få hjælp til sine bogprojekter - og er ofte lykkedes med det.
- Jeg har skrevet og redigeret fem bøger i alt, som alle sammen er fondsstøttet. Jeg har prøvet at søge både store fonde, små, lokale fonde og virksomheder. Jeg har fået meget støtte, men jeg har også fået mange afslag, og det kunne jeg have sparet mig selv, for jeg kunne bare have ladet være med at søge fonde, hvor der ikke var et match. Jeg har tænkt: "Måske er jeg heldig", men det er man bare ikke, for fondene støtter det, de er sat i verden for. Nu har jeg søgt midler så mange gange, at jeg har lært, at hvis der ikke er et match, så skal man lade være med at bruge al den tid og energi, det koster - for man får bare et afslag, fortæller Lone Vesterdal.
Led efter det rigtige match
Når Lone Vesterdal søger økonomisk støtte til sine bogprojekter, venter hun med ansøgningerne, til hun er godt i gang med bogen, og ved, den bliver til noget. Hun sørger også for at have en aftale med et forlag, som hun får til at lave et foreløbigt budget over udgifterne.
- Udover budgettet skal forlaget kunne vedlægge et årsregnskab og nogle vedtægter, som fondene normalt gerne vil have, siger Lone Vesterdal.
Når hun går i gang med at søge fonde, leder hun først og fremmest efter et match mellem bogens emne og det felt, fonden bevæger sig indenfor.
- Jeg skriver næsten altid indenfor samme boldgade - om tab og tro og krise og tro. Derfor har jeg søgt nogle fonde, der er med til at fremme livskvaliteten hos mennesker. Jeg har også søgt fonde, der støtter huminitære formål. Jeg argumenter for, at min bog har et huminitært formål, fordi jeg skriver for at styrke mennesker, der oplever modgang eller lidelse. Og jeg søger selvfølgelig også fonde, der støtter teologiske bogudgivelser, men dem er der meget få af, forklarer hun.
Få lokale virksomheder med
Derfor er hun begyndt at gå alternative veje, når hun skal søge støtte til sine bogudgivelser.
- Det sjoveste, jeg har prøvet, og som jeg tror på, jeg skal gøre meget mere fremadrettet, er at søge lokale virksomheder. Jeg spørger, om de kunne tænke sig at støtte et bogprojekt, der ikke som sådan har noget med virksomheden selv at gøre, men som er med til at støtte deres lokalområde. De bøger, jeg skriver, er en del af mit præstearbejde. Det er en måde at formidle kristendommen og den kristne tro på skrift, som når nogle andre mennesker, end dem, der kommer i kirken. Så jeg spørger lokale virksomheder, om de ikke vil være med til at understøtte det lokale præstearbejde ved at hjælpe min bog på vej. Og virksomhederne får en mulighed for at vise, at de også vil andet end profit, fortæller Lone Vesterdal.
Hun har haft succes med at opsøge lokale virksomheder, og har fået god støtte fra bl.a. Autocentralen i Kolding, da hun skrev bogen "Robust - om tro og magtesløshed" fra 2017.
- Autocentralen i Kolding forhandler bl.a. Citroen, som jeg har kørt i mange år. Jeg har fragtet børn og hunde og naboer, kørt til Normandiet og bilen har dannet rammen om mit og mine børns liv i mange år. I bogen skriver jeg om robusthed, og en del af den robusthed er kommet af, at vores familie har kunnet få nogle gode oplevelser sammen. Jeg synes, jeg har været en levende reklamesøjle for Citroen, så jeg spurgte, om Autocentralen ville være med til at støtte bogen - og det ville de gerne.
Opsøg alternative støttemuligheder
Også Lone Vesterdal og læge Inger Uldall Juhls bog, "Det skrøbelige menneskeliv" fra 2020, fik støtte fra en lokal virksomhed, grossisten Easyfood i Kolding.
- Vi henvendte os til Easyfood og skrev, at virksomheden har været med til at styrke familier ved at levere pølsehorn og pizzasnegle til mange børnefødselsdage og børnearrangementer. Nu skrev vi en bog om at styrke menneskelivet på en anden måde, og spurgte, om Easyfood ville støtte vores bog.
De to forfattere fik et positivt svar tilbage fra Easyfood, der viste sig at have en politik om, at man gerne ville støtte gode formål, der rakte ud over virksomheden selv, og sådan fik bogen et pænt støttebeløb.
- Bøger er virkelig svære at få støtte til, og derfor er man nødt til at gå alternative veje. Det gør jeg selv, og jeg vil fremover bruge flere kræfter på at spørge de lokale virksomheder om støtte.