Salmesangens Søndag 2023

Af Mads Djernes, formand for Kirkemusikalsk Stiftsudvalg, sognepræst i Nørremarkskirken og forhenværende organist samt timelærer i salmekundskab for kommende præster og organister

Fra liv til død – og omvendt

Denne søndag kaldes traditionelt for ’efterårets påskedag’, fordi den dybest set handler om bevægelsen fra liv til død. Billedligt symboliseres det ved begravelsesfølgets bevægelse ud af byen samt Jesu og hans disciples bevægelse ind mod byen – den tunge sorgens vandring mod gravens mørke og den forventningsfulde nærmen sig et nyt sted at forkynde for de levende. Fortællingen om enkens søn fra Nain har adskillige fællestræk med påskedags evangeliefortælling, hvor kvindernes retning mod graven modsvares af Jesu retning ud af graven (selv om den som bekendt er sket på forhånd).

På detaljeplanet er der også flere bevægelser i evangelieteksten. Det beskrives, hvordan Jesus fuldendte sin bevægelse hen mod den døde mand, og han kom så tæt på, at han rørte ved båren. I det øjeblik stivner al bevægelse, fordi bærerne står stille. Og efter Jesu ord rejser den døde sig op, inden rygtet om det hændte nåede ud i alle verdensretninger: en bevægelse væk fra hændelsens centrum.

Fra klagesang til lovsang

Der er også en poetisk-musikalsk bevægelse på færde i og mellem dagens tekster. Lektielæsningen er en klage fra Job over, at han overhovedet eksisterer – han bebrejder Gud, at han skal leve i sin elendighed. Deroverfor står epistelteksten, som har karakter af en lovprisning som følge af Kristi velgerninger – og som slutter i det høje toneleje med noget, der bedst kan karakteriseres som en doksologi, der da også i bibelteksten slutter med et ’Amen’. Igen er der på mikroplanet antydet en bevægelse i lektien – fra beklagelsen over ikke at være død til en frydefuld længsel efter døden – og i epistlen, hvor Paulus opfordrer efeserne til ikke at tabe modet, hvorefter han slutter med at forklare, at Kristus handler hinsides vores forestillingsevne.

Bevægelse ind og ud – til og fra

Med de to gruppers bevægelse er der samtidig givet en opmærksomhed på kirkegængerens bevægelse til og fra gudstjeneste – ind i det liturgiske forløb og ud igen. Som i evangeliets underberetning er der også i gudstjenesten tale om, at bevægelsen til og fra har stor betydning, og det kan naturligvis betones i såvel salmer som musik. Det er altid en god tommelfingerregel at lede gudstjenestedeltagerne ind i rummet og ud af det igen med det klanglige og sanglige, der i særlig grad kan skabe en bro mellem hverdagens rum og gudstjenestens.

Musikkens bevægende potentiale

Hvad angår salmerne kunne man ud fra et hymnologisk ståsted hævde, at menighedsfællesskabet primært skabes gennem den fælles salmesang. At gøre det samme som sin sidemand eller -kvinde – i dette tilfælde at udsige den samme tekst, synge den samme melodi og gøre det i fælles takt – bevirker, at der udskilles et velværehormon, der således får den syngende til at føle sig tilpas i den gudstjenstlige sammenhæng. På den måde ledes man ind i et fælles rum og ’stemthed’. Højmesseliturgiens afsluttende del kan ses som en sendelse, hvor kirkegængerne sendes ud i dagligdagen igen. Hvis man vil fortsætte den impuls, som den aronitiske velsignelse sætter i gang, kræver det en opmærksomhed på både udgangssalmens og postludiets karakter – det må falde naturligt i den overordnede rytme, som er liturgiens. Endelig kan postludiet udgøre en musikalsk repetition: hvilken salme er det, vi kan tage med os hjem – lige som Jesu centrale ord fra evangelieteksten: ”Græd ikke!” og ”Rejs dig op!” – ved at gentage den centrale salme. Men apropos bevægelse er det også oplagt at lade musikken bevæge os forbi den påskefejring, dagen som nævnt er et ekko af – bearbejdelser af påskemelodier eller anden ’opstandelsesmusik’, der for kirkegængerne knytter sig til påske. Således bevæger musikken os uden ord hen til et andet sted og et andet tidspunkt.

Om de salmer, man kan synge denne dag

Det er nærliggende at lade salmerne til denne gudstjeneste underbygge evangeliefortællingens bevægelser, mens det naturligvis også vil være oplagt at ’krydsklippe’ til påsken ved at vælge nogle af dens salmer. Og hvorfor ikke lade endnu et møde opstå – lige som det skete i byporten – ved at synge salmer fra forskellige tidsperioder, der således mødes i gudstjenestens ’port’ mellem Gud og mennesker? Det første salmevalgsforslag til Salmesangens søndag 2023 betoner således opstandelsestemaet, mens det andet lægger vægten på bevægelsen ind i og ud af gudstjenesten.

Første forslag: 736 – 660 – 305 /// 829 – 400 – 849

Med DDS 736 Den mørke nat forgangen er åbner gudstjenesten ved såvel at betone morgenen som påsken og sammenhængen mellem dem. Når ’den mørke nat’ er gået, kan det naturligvis opfattes som, at det er blevet morgen – men den kan også fortolkes billedligt som tiden før opstandelsen, som nu er tilbagelagt. Samtidig nævnes påskemorgen helt eksplicit i den tredje strofe. Herefter gribes tilbage til den klagefyldte tid forud, eftersom DDS 660 Kom, hjælp mig, Herre Jesus så at sige ’fordobler’ lektielæsningen fra Jobs Bog (især den sidstnævnte). Dermed forstærkes klagesangen som grundlaget for resten af gudstjenestens forløb – og giver mindelser om langfredags hændelser forud for opstandelsen påskedag. Efter betoningen af de to første trosartikler i epistellæsningen kompletteres treenigheden omkring selve trosbekendelsen med DDS 305 Kom, Gud Helligånd, kom brat. Dens første strofe knytter an ved opstandelsen, inden de følgende vers formidler Åndens trøst til den syngende og bruger billedet af den blødgørende varme som modsætning til vores kolde, rationelle måde at forholde os til verden på – en oplagt indledning til en underfortælling. Endelig taler den afsluttende frase eksplicit om kirkegårdens port som stedet, hvor dødens sorte skygger viftes bort – en parallel til evangeliet, hvor Jesus oprejser den døde ved Nains byport. Med de varme hænder, der planter frø på den kolde vintergrav og ånden, der blæser liv i os, byder 100 salmer 829 Opstandelsen er lige her sig til efter prædikenen og i forlængelse af den foregående salme – også eftersom vi befinder os omkring efterårsjævndøgn, hvor sommerens varme allerede er ved at afløses af efterårets kulde og således markerer en bevægelse i naturen. Desuden giver salmen eksempler på, hvordan opstandelsen findes alle tider og steder; således også længst væk fra påskefejringen. Fjerde strofe peger med sin tale om, at Gud går hos dem, der bærer andre, lige ind i evangeliefortællingen. Efter bortsendelsesordene kan man synge DDS 400 Så vældigt det mødte, som både tager udgangspunkt i opstandelsesbegivenheden og nævner nadveren, inden den betoner, hvordan død hører Guds ord og røres af hans ånd – som i evangelieteksten – og slutter med at lade formessens klagesang afløse af lovsangen. Med dens tale om at være berørt – for enkens vedkommende – og bevæget – for sønnens – afrunder 100 salmer 849 Igen berørt gudstjenesten, idet den griber tilbage til det centrale i underberetningen. Således mødes ældre og ældre salmer hele tiden hinanden i løbet af gudstjenesten – og forbinder sig med såvel hinanden som gudstjenestens tekster.

Andet forslag: 413 – 218 – 831 /// 349 – 369,6 – 808

Den allerførste bevægelse i gudstjenesten er, at vi kommer ind i kirken ude fra det liv, som vi hver for sig lever. Derfor kunne man lade en erfaringsnær salme, der udgør en parallel til Jobs klage, indlede gudstjenesten – hvormed man peger på, at klagesangen ikke kun hører Bibelen til, men er almenmenneskelig. DDS 413 Vi kommer, Herre, til dig ind, udfylder denne rolle, men antyder tillige det evangeliske tema, når den i sidste strofe nævner, hvordan der trods fortvivlelse altid er håb med billedet af det sorte asketræ, der brister som en knop og bliver til blomst i Jesu hænder – der som bekendt rører ved den døde søns båre. Ved efterfølgende at synge DDS 218 Krist stod op af døde markeres dagens opstandelseskarakter tydeligt, samtidig med, at epistlens lovsangskarakter ’fordobles’ – på denne måde fremhæves den efterfølgende læsnings lovprisningspræg og bliver derved ideelt set den baggrund, som kirkegængerne hører evangelielæsningen på. Selv om 100 salmer 831 Nu ligger vejen øde ikke er skrevet til denne evangelietekst, beskriver den alligevel en vandring i både konkret og overført betydning fra det død og sorg hen mod liv og håb – og lægger dermed op til evangelielæsningen med de to gruppers bevægelse hen mod det sted, hvor de mødes. Derfor synges – når bevægelsen og oprejsningen er sket DDS 349 Herren han har besøgt sit folk, der er som skrevet til denne dag og dens tekster. Særligt tredje til sjette strofe sidestiller evangelieteksten og opfattelsen af kirken som den enke, der har mistet sin eneste søn. I teksten er døden og sorgen skildret i datid, mens livet og håbet omtales i nutid – det er lyset og dagen, der venter os. Som følge af dette kan det afsluttende vers fra DDS 369 Du, som gir os liv og gør os glade læses billedligt, så kornet, bladene og morgenen giver løfte om livets sejr over døden – også i det efterår, der står for døren. Desuden dukker igen billedet af porten – her i form af en døråbning – op, som lukker op til håbet om livskraft gennem Jesu korsdød. Afslutningsvis skal vi forlade gudstjenesten igen, og i slutningen af september banker efteråret sædvanligvis på med blæst, mørke, skyer, regn og faldende løv. 100 salmer 808 Fra vest står blæsten ind indleder netop i naturen, som vi oplever den – og nævner i anden strofe den lovsang, der får det sidste ord (efter klagesangen fik det første i gudstjenestens begyndelse). At Gud husker dem, som har oplevet mere gråd end glæde, bliver her et ekko af Jobs klage, men høstens udbytte og glæde har alligevel overtaget, når vi bevæger os ud af kirkedøren og måske ser de høstede marker under de tunge efterårsskyer.

Om den musik, der kan spilles denne dag

Når bevægelsen i gudstjenestens tekster går fra klagesang til lovsang, er det nærliggende at lade en af de utallige udsættelser (fra især den katolske tradition) af henholdsvis kyrie- og gloria-leddet indlede og afslutte gudstjenesten. Den første af de foreslåede satser kan – selv om den står i dur – illudere en klagesang, idet det er en rolig sats, hvor krumhornet klinger over en mild registrering. Den anden sats er fyldt af glæde og løbende fødder, eftersom trompeten spiller i det dybe leje – vandringen mod graven er vendt til løb med livskraft.

Francois Couperin: Recit de Cromorne – Kyrie III og Basse de Trompette – Gloria IV fra Messe pour les Convents

Den salme, som Bachs orgelkoral er skrevet over, har død og opstandelse som sit tema og søger derfor at fortolke det, der er dagens tema. Også som følge af sin enkle tekstur – den er skrevet uden brug af pedal – er den intim i sin karakter og velegnet til at indlede gudstjenesten. Som postludium kan man vælge det udadvendte og festlige præludium i C-dur, der ved sin lange kvintskridtsekvens i begyndelsen kan illudere en musikalsk ’vandring’ mellem tonearterne.

Johann Sebastian Bach: Jesus, meine Zuversicht BWV 728 og Præludium C-dur BWV 553,1

En port er i konkret og overført betydning en åbning ind til et rum, der er forskelligt fra det, man hidtil har befundet sig i. En musikalsk åbning af et flersatset værk kan have en højtidelig og vægtig karakter – og det gør sig gældende for den første af de to Stanley-satser, der også står i mol og derved har noget alvorligt og fortvivlet over sig. Den anden sats har derimod dur-toneartens glæde over sig tillige med et opadstræbende tema i en fugeret sats, hvor det er, som om stemmerne en efter en følger med ind ad porten til livsglæden.

John Stanley: Largo fra Voluntary IX opus 5 og Vivace fra Voluntary IX opus 7

Det er, som om indledningen til den første sats af Mendelssohns sonate har svært ved at bevæge sig ud af stedet – som sorgen og fortvivlelsen – og derved bevirker en næsten håbløs stemning, inden en højtliggende solostemme tager over som en klagesang uden ord. Kontrasten til den følgende sats kan næsten ikke være større, for her dominerer opadstræbende motiver i en rytmisk og harmonisk fremdrift, som i kraft af det afsluttende orgelpunkt under kadencen ikke falder helt til ro – bevægelsen er igangsat for i bevidstheden at fortsætte.

Felix Mendelssohn-Bartholdy: Grave – Adagio og Allegro maestoso e vivace fra Sonate nr. 2 c-mol

Elkjær Petersens præludium har noget fanfareagtigt over sig, der peger hen op opstandelsestemaet – men det er fyldt med klange fra den verden, som kirkegængeren bringer med ind i gudstjenesten. Undervejs er der et eftertænksomt og let klagende afsnit, som lader roen falde over deltagerne, inden temaet fra første afsnit kommer igen. Møllers salmefantasi har noget fluktuerende over sig i begyndelsen, men samler sig langsomt i nogle rytmiske figurer, inden afslutning byder på en samlende opbremsning i højt opbyggede akkorder – måske et udtryk for, at gudstjenestens mange indtryk samler sig for den, der nu skal forlade kirken igen?

Peter Elkjær Petersen: Siseby-Orgel-Præludium III og Peter Møller: Krist stod op af døde fra Forvandling

Det er oplagt som introitus eller motet (efter prædikenen) at lade kor eller kirkesanger synge en af de salmer, som ikke synges i fællesskab – også fordi man lytter anderledes til teksten, når den bliver sunget frem for at man selv synger den. Således kan der på Salmesangens Søndag kastes et nyt lys ind over de tekster og melodier, som man som menighed er vant til at synge med på – men som man for en gangs skyld i stedet kan lytte til og på den måde lade dem interagere med resten af gudstjenesten på en anderledes måde.

Om den musik, der kan synges denne dag

Påskesalmen Stat op, min sjæl, i morgengry taler allerede med evangeliet i første strofes ”stat op” og ”nyt fra dødens porte”, men har også i fjerde og femte strofe allusioner til underfortællingen; man kunne eventuelt synge femte strofe før fjerde. Klaus Lyngbye (for SAB a capella i ’Påskeblomst’, Edition Egtved 1994), Gunnar Petersen (for SSA a capella i ’Jubilemus 2’, Edition Egtved 1986) og Tage Mortensen (for SSA a capella til fri download: http://www.nodebibliotek.dk/nodebank/statopmi.pdf) har arrangeret.

Morgensalmen Solen begynder at gløde hentyder med melodiens indledende motiv til Edvard Griegs ’Morgenstemning’, der indleder skuespillet ’Peer Gynt’, hvilket ville gøre det oplagt at anvende den som introitus, eventuelt indledt af et citat fra Griegs værk. I de to første strofer går både mennesket og Gud ud i verden – hvor de velsagtens møder hinanden – hvorefter femte strofe i lighed med DDS 349 bedyrer, at ”Gud har besøgt vores jord”, inden sidste strofe indleder med det opstandelsestegn, der allerede lå i og med skabelsen. Willy Egmose (for SSA med akkompagnement i ’Sommer i koret’, Dansk Sang 2004) og Christian Præstholm (for SAB med akkompagnement i ’Introitus’, Dansk Organist og Kantor Samfund 2014) har arrangeret.

Hvis man ønsker en motet, der direkte peger hen på evangelieteksten, har Willy Egmose skrevet melodi og Jens Simonsen tekst til Nain vendte porten mod øst (enstemmigt med akkompagnement i første bind af ’Salmer og Sange i skole og kirke’, Dansk Sang 2001).