Rapport om salmesang

Sandsynligvis vil julen 2020 og de efterfølgende måneder få en plads i det 21. århundredes danske kirkehistorie. For alle, der oplevede perioden med anbefalinger om radikale indskrænkninger af den normale gudstjenestepraksis, var det en oplevelse, der satte sig spor. Kirkemusikalsk Stiftsudvalg i Haderslev Stift fandt derfor, at det var vigtigt at få dokumenteret de erfaringer, som anbefalinger om korte gudstjenester uden fællessang havde medført – og følgende reflekteret over dem. Sognepræst Martin Rønkilde gennemførte – assisteret af sognepræst Mads Djernes – på udvalgets vegne og efter rådføring med biskoppen om både indhold og deltagere en undersøgelse blandt et bredt udvalg af stiftets sogne med fokus på at få repræsenteret både forskellige teologiske, demografiske og socio-antropologiske aspekter samt de forskellige slags kirkerum, der findes i stiftet. Der var en bred velvilje til at deltage, hvorfor vi vil hævde, at undersøgelsen skildrer et bredt og repræsentativt udsnit af stiftets kirkeliv.

Undersøgelsen var struktureret ud fra de syv grundlæggende spørgsmål, som genfindes i strukturen i det følgende. Interviews blev gennemført som små fokusgrupper med præst og kirkemusiker fra de enkelte sogne.

Der fremkom naturligvis en bred mangfoldighed af udsagn vedrørende perioden. Det er dog muligt at fremdrage en række helt generelle konklusioner, som enten er direkte citater fra de medvirkende eller repræsenterer et bredt udvalg af undersøgelsens udsagn.

Det væsentligste udsagn var, at en gudstjeneste uden fælles salmesang var en amputeret gudstjeneste. Det var en gudstjenesteform, der i høj grad lagde op til en forrykkelse af aktiv/passiv-strukturen i normal dansk gudstjenestetradition. Periodens gudstjenesteform fratog en gensidighed og pillede i stort omfang menighedsdeltagelsen ud af gudstjenesten, hvorfor både præst og kirkemusiker/kirkesanger blev til solister, der leverer en forestilling for passive tilskuere. Adskillige nævnte eksplicit, at det havde medført at ellers faste kirkegængere havde valgt at droppe gudstjenesten. Det ville være interessant på bagkant af epidemien at undersøge om netop de er vendt tilbage, men det ligger uden for denne undersøgelses rammer.

Et andet gennemgående træk er oplevelsen af, at salmerne i højere grad har fået en homiletisk funktion, når nu muligheden for menighedens aktive deltagelse i salmesangen var bortfaldet. Generelt er der to spor: enten tilvælges ’klassiske’ salmer, så menigheden i det mindste kan genkende dem, når de nu frarådes at synge med – eller der vælges nye, måske ukendte salmer, fordi der netop ikke er behov for at imødekomme salmens funktion som deltagelse. Salmerne bliver således i højere grad end sædvanligt et stykke tekst, der formidler indhold og er udvalgt i overensstemmelse med tekster og prædiken, hvorfor der også er brugt en del energi på udvælgelse af specifikke vers til formålet.

Endelig er det tydeligt i undersøgelsen, at perioden har vist den store bredde i folkekirkens gudstjenesteliv. Situationen er blevet håndteret vidt forskelligt – og her viser forskellen mellem små og store sogne sig også. De mindre har i højere grad fundet meget lokale løsninger, hvor de større har måttet finde konsensus mellem flere præster og måske også flere musikere. Tilsvarende gælder for en af de kirkemusikalske hjørnesten i folkekirken, korarbejdet. Også her har der været meget forskellige måder at imødegå en hidtil ukendt og uprøvet situation.

Helt sammenfattende kan det konstateres, at ingen aktivt nævner, at perioden uden salmesang var en berigelse for kirkens liv – ud over enkelte bemærkninger om, at det var positivt i så stort omfang at få lov til at lytte til salmer. Der er gjort enkeltstående erfaringer, der efterfølgende har medført mindre, lokale ændringer eller refleksioner over tilføjelser til det eksisterende gudstjenesteliv. Men ingen har gjort den erfaring, at gudstjenesten fungerer godt eller bedre uden fælles salmesang.
 

1) Oplevelsen af at undvære salmesang

• Jeg har følt mig lettere amputeret ved ikke at have salmesang, fordi jeg synes, det er så grundlæggende for vores gudstjenesteform, at vi synger sammen
• Det er det lutherske DNA, at vi synger sammen
• Det føltes i højere grad føltes som et one-man præste-show, fordi menighedens modsvar var forsvundet
• Vi har jo indrettet en gudstjeneste, hvor menighedens deltagelse for en stor del er fællessang. At undvære den gør vores gudstjenester endnu mere til en performance
• Det har været tomt, og så har det også været spændende, fordi der var nogle andre salmemåder at kunne gøre det på, både at læse en salmetekst op under musik og at den bliver sunget for en
• Det var utrolig let at vælge salmer i den her tid, man skulle ikke tage hensyn til om det var kendte salmer, man kunne virkelig bare vælge lige det der passede ind i ens prædikenkram
• Man bliver lidt mere selektiv i forhold til hvilke vers, man gerne vil have med

2) Har det ændret forståelsen af salmesangens betydning?

• Fordi vi skulle holde gudstjenester og kirkelige handlinger på højst en halv time, var vi nødt til at skære i antal vers i salmerne – og så går det for alvor op for én, hvordan salmedigterne har tænkt salmen som en helhed
• Nogle vil sige at gudstjenesten det er en åndelig ting, ja – men ånd i kristen sammenhæng det er også krop; krop og ånd hører sammen, og jeg tror virkelig det bliver en meget intellektualiseret gudstjeneste, når man ikke må synge
• Der er bøn i salmesang, som man ikke har mulighed for at udtrykke, når man blot lytter og ikke er med til at synge – deri synes jeg at salmesangen er meget forløsende
• Der er også nogle, der har udtrykt, at det har været rart at få lov at lytte til salmerne – at det har gjort noget andet for dem, end når man selv synger med
• Vi har forsøgt med en salme som veksellæsning mellem præst og menighed, sådan at menigheden er med på en eller anden måde: der er nogle billeder og nogle ord, som lige pludselig kommer til at gå op for en, fordi man læser det lidt langsommere end man synger det
• Det er godt at opdage, hvor stærkt sammenflettende salmesangen er – der synes jeg, at vi har tabt noget med den her type gudstjenester, vi har skulle holde. Traditionen er blevet brudt, det er et tab, og vi har på en eller anden måde mistet et sprog

3a) Hvad trådte i stedet for fælles salmesang ved fysiske gudstjenester?

• I stedet for en salme så har jeg tit spillet noget solo efter prædikenen
• Ved andagterne om søndagen har jeg i den senere tid brugt det, at jeg har taget en salme og delt den over i tre afdelinger
• Der var en fast form på vores gudstjenester, hvor der har været tre salmer, og ofte har der været kortet ned i antallet af vers
• Vi har brugt sangark, og så kan man nemt skære nogle vers – og man kan også forholdsvis nemt lægge nogle sange ind, som har salmepræg
• Jeg har valgt at synge nogle vers, som passede godt til temaet i prædikenen for menigheden – og så prædiket lidt over, hvad der kom i det her vers og så sunget et par vers igen af den samme salme
• Der var stadig salmer på salmernes plads, som blevet sunget af kirkesangeren og præsten, og så er der blevet skåret ned på versene, for at man kunne holde sig indenfor den halve time
• Det, at gudstjenesten skal være på en halv time, gør, at man er nødt til virkelig at koncentrere sig om, hvad er det vigtigste, og jeg synes altså, at der er kommet nogle meget, meget brugbare erfaringer, som jeg håber jeg kan tage med – for eksempel med veksellæsning

3b) Hvad trådte i stedet for fælles salmesang ved virtuelle gudstjenester?

• Det var præsten, der kørte det hele igennem, jeg sang salmerne helt alene ind i skærm og mikrofon, og så håbede jeg, at folk sad ude i den anden ende og sang med
• Så har vi lavet nogle korte andagter, hvor kirkesangeren har været med for at synge et par salmer, og jeg har holdt en kortere prædiken stående nede i kirken
• Organisten spiller mig ind, så taler jeg uden manuskript i tre minutter, og så citerer jeg en salme, mens organisten spiller underlægning til
• I foråret 2020 optog vi fire-fem gudstjenester med prædiken og sang og det hele med hjælp af vores lokale TV-station. Her i foråret (2021) vurderede vi, at arbejdet med at lave de her særlige gudstjenester, som vi optog, i forhold til hvor mange, vi reelt tror så dem, var for stort, for vi har måttet have 53 på bænken

3c) Hvad trådte i stedet for fælles salmesang ved kirkelige handlinger?

• Til begravelser og bisættelser valgte vi ofte at tage et par salmer udenfor, så vi måske kun havde en eller to indenfor; men så fordi vi jo gerne må synge ude ved graven, så har vi faktisk ofte sunget en salme både før og efter jordfæstelsen, og vi har sunget ude ved rustvognen inden den kørte – og det har været enormt stærkt
• Ved begravelser har vi holdt os meget til den liturgi vi har haft hele tiden: fællessangen er erstattet af kirkesangeren, der dog ikke synger hele salmen
• Kun kirketjener og præst har sunget – vi har været udfordret ved begravelser, hvor kirketjeneren/graveren jo var engageret andet steds. Præsten fortalte her om tre-fire salmer
• Det foregik med trykte salmeark, fortælling om salmerne og eventuelt recitation af et par vers – organisten fantaserede over melodierne

4) Hvad har det betydet for musikkens rolle ved gudstjenesten?

• Jeg har opfattet mange tjenester som lidt mere intime, så jeg har også brugt klaveret en del til at spille nogle stykker som præ- og postludium, men også tage nogle højskolesange for at få noget ekstra ind
• Der, hvor der er noget, der forsvinder, er der noget andet, der bliver stærkere – for eksempel musikken, som man måske hører på en anden måde, og rummet oplever man måske på en anden måde
• Præ- og postludium har været ekstra vigtige, fordi når gudstjenesten har været så kort ’satte’ de stykker musik rummet – højtideligheden etableredes
• Jeg har tænkt som organist, hvad jeg skulle vælge som præ og post og solostykker ind i gudstjenesten – en særlig sang, som måske ikke stod i salmebogen eller sådan noget; vi har vægtet stemningen i de to ender (præ- og postludium) højere end vi måske plejer, fordi der ikke har været nær så meget tekst til at ramme stemningen ind

5) Hvad har I fastholdt af det, som I indførte under perioden uden fælles salmesang?

• Vi fandt ind til en skarphed på, hvad er nødvendigt og at skære lidt mere ind til benet – det synes jeg jo også, man har oplevet i valget af de her salmer, man så skal bruge – jamen, så er man nødt til vælge de to, man virkelig skal have med
• Det der meditative stykke musik, som organisten spiller efter prædikenen, har også gjort, at prædikenen får en mere meditativ karakter – håber at vi kan tage den fornemmelse af fordybelse for gudstjenesten med os
• Også til daglig kan det halvtimes format noget
• Menigheden har udtrykt stor glæde ved at kunne lytte til sang – de har efterspurgt om det kunne være sådan fortsat i gudstjenesten, at der var en salme man kunne få lov at lytte til
  
   

6) Hvad har det betydet for korarbejdet?

• Koret har længe været lukket ned – dets funktion ved gudstjenester har været intakt, men den ugentlige korprøve har ikke været der; det er naturligvis et stort tab for korets udvikling og fællesskab
• Jeg har holdt korprøver over Zoom ugentlig – delt dem ind i mindre grupper og haft nogle stemmeprøver med dem for at holde gang i korarbejdet
• Jeg har ikke gjort sådan det helt store – tænker, at korarbejdet skal til at bygges op igen
• Det er helt forfra – vi har mødtes udenfor for at synge, men det fungerer overhovedet ikke
• Der skal i hvert fald samles noget op, det er helt sikkert
• Så snart jeg indkaldte koret kom de prompte – udendørs de første par gange
• Der har overhovedet ikke været noget frafald

7) Har det givet anledning til konflikter?

• Der kan opstå konflikter, hvis ikke retningslinjerne er tydelige om, hvad man skal og ikke skal. Jeg havde i hvert fald ind i mellem en konflikt med mig selv, om vi gjorde det ordentligt, fordi jeg synes det er vigtigt, at folk kan føle sig trygge når de kommer i kirke
• Der er nogle af os der tænker: åh så farligt er det heller ikke og vi kan godt, og så er der nogle der er strammere – og vi skal på en eller anden måde mødes i det her rum og finde en fælles løsning på tingene, og det det har været vigtigt for mig at sige, at det er mit ansvar som præst
• Vi oplevede ikke, at det gav konflikt, fordi der var forståelse for, at vi stod i en særlig situation
• Det er blevet fremstillet i pressen, som om det var lodrette ordrer – det virker meget voldsomt, når præsten siger, at vi gør det alligevel, fordi det simpelthen er, som om man får sine kirkegængere til at begå lovbrud
• Der er folk hos os, der ikke er kommet, fordi de ikke måtte synge – de har sagt, at hvis ikke de må det, så kan det være lige meget

Samlet pdf-fil med hele rapport kan ses ved at klikke her