Salmesangens Søndag 2021

Af Mads Djernes, formand for Kirkemusikalsk Stiftsudvalg, sognepræst i Nørremarkskirken og forhenværende organist (indledning og salmer) samt Lise-Lotte Kristensen, organist og kantor i Sct. Nicolai Kirke, Aabenraa (musik)

Om Åndens enhed og det himmelske i musikken

I skrivende stund er det ikke mere end en lille måneds tid siden, at vi lagde fire måneders gudstjenesteliv uden fælles salmesang bag os. At vi har måttet undvære den salmesang, som til stadighed er blevet fremhævet som en af gudstjenestens grundsten, må siges at være historisk. Præster og organister har da også været liturgisk kreative i bestræbelserne på at kompensere for den manglende fælles salmesang – og er som følge heraf blevet opmærksomme på, hvad salmesangens betydning er, netop fordi vi har måtte undvære den. Også kirkegængerne har sikkert kunnet mærke, hvad de har savnet ved den fælles salmesang. 

Med Davidssalmens budskab om, at himmelhvælvingen, dagen og natten forkynder om Guds herlighed med deres røster til hele jorden samt Efeserbrevets tale om at leve, så man fastholder Åndens enhed, er det oplagt på denne salmesangens søndag at betone den enhed, som fællessangen bevirker – samt at have øre for, at musikkens klang ikke kun forstås som noget, vi som mennesker er med til at skabe (jeg tillader mig i denne sammenhæng at se bort fra evangelieteksten, som ikke umiddelbart kan ’læses’ musikalsk). I øvrigt er det interessant, at det er i det følgende kapitel af Efeserbrevet, at Paulus formaner menigheden til musikalsk udfoldelse: ”lad jer fylde af Ånden, tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn”. Det må næsten siges at være en programerklæring for en salmesangsgudstjeneste som den danske – og derfor vigtig at være opmærksom på i en tid, hvor en pandemi for en tid har gjort det umuligt at følge denne opfordring.

Forskning har gjort det klart, at menneskets fysiske udfoldelse i sang umiddelbart bevirker velvære og at fælles rytmisk udfoldelse gør, at alle i selv store forsamlinger pludselig oplever at have sin opmærksomhed rettet mod det samme mål – eksempelvis den kontekst, som fællessangen indgår i. Så før man overhovedet beskæftiger sig med indholdet af gudstjenestens salmesang – dens poetiske, teologiske og musikalske kvaliteter – kan den fælles salmesang bevirke, at kirkegængerne bliver både ’stemt’ over for liturgiens øvrige indhold og konstitueret som menighed derved, at de ’synger sig sammen’. Selv om man ikke havde forskningens resultater at støtte sig til i middelalderen, kendte man også dengang fællessangens virkning på den syngende. Ambrosius, en af oldkirkens hymnedigtere, skriver: ”… når salmen synges, skaber den sin egen stilhed, idet alle taler, og der er ikke nogen larm. […] Salmesangen forener dem, der er uenige, gør venner af dem, der er på kant og bringer dem sammen, der har mistet den indbyrdes kærlighed” og Euseb synes at referere til epistlen, når han skriver: ”… således at vi i alle Guds menigheder priser Gud med salmer med én sjæl og ét sind, med enighed og i samme mening i tro og fromhed og med fælles melodi”. En måde at fastholde Åndens enhed kunne i al fald være at give de bedste betingelser for, at alle deltager i en fuldtonende salmesang.

Dengang havde man også et lidt andet syn på musikken, end vi har i dag. Den var en del af de syv frie kunster (artes liberales) og hørte sammen med astronomi, geometri og aritmetik i den halvdel, der kaldes quadrivium. Musikken hørte således til blandt de videnskaber, der arbejder med at udforske universets orden. Filosoffen Pythagoras, der påviste, hvordan musikkens konsonanser – altså de vellydende intervaller – beror på bestemte forhold mellem en anslået strengs længde, mente også, at lignende talforhold vidnede om en ’sfærernes musik’. Hvis man sammen med teologien anså Gud for at være universets skaber, var der altså tale om en guddommelig, himmelsk musik, som ganske vist ikke kan høres med det menneskelige øre, men deduceres rent videnskabeligt. Kirkefaderen Origenes kobler den menneskelige lovsang sammen med ’sfærernes musik’ og englenes lovsang, når han siger: ”Vi lovsynger Herren og hans enbårne Søn på samme vis som solen, månen og stjernerne og hele den himmelske hær”. Måske er der således en eller anden form for sammenhæng mellem ’sfærernes musik’ og denne søndags gammeltestamentlige læsning? Hvis man har salmesangen som fokus, kunne der i al fald godt argumenteres for det.

Om de salmer, man kan synge denne dag 

Således kan man finde belæg for, at salmesangen denne dag skal være såvel horisontal som vertikal. Sangen skal sikre enheden på tværs af skel mellem mennesker, og den skal lyde i samklang med den himmelske musik. Dertil kunne man føje, at den skal afspejle den historiske dimension og således indeholde både ældre og nyere salmer.

Hvis vi begynder tekstnært i den gammeltestamentlige læsning, så er DDS 392 Himlene, Herre, fortælle din ære som bekendt en gendigtning af Sl 19, mens DDS 747 Lysets engel går med glans tydeligt – især i de første tre vers – parafraserer davidssalmen på sin egen måde. Selv om salmen ikke er skrevet over epistellæsningen, indeholder DDS 335 Flammerne er mange enhedstematikken, og DDS 287 Kraften fra det høje peger med sit andet vers om nadverens universalitet også på temaet; sidstnævnte indeholder naturligvis også det vertikale perspektiv. 

Som nævnt i indledningen er der naturligvis også god grund til at tematisere selve lovsangen som den måde, hvorpå vi som mennesker både kan samles som gudstjenestefejrende menighed og håbe på at kunne medvirke i den himmelske lovsang. De fleste lovsangssalmer vil naturligvis kunne anvendes, men fordi den også tematiserer (salme)sangen som fænomen – og dertil i sidste vers antyder en ’kapsang’ mellem jord og himmel – egner DDS 10 Alt, hvad som fuglevinger fik sig særlig godt. Eftersom der er et omkvæd i DDS 13 Måne og sol, vil flere hurtigt kunne synge med på den, foruden at dens sidste vers handler om Ånden. 

100 salmer 868 Blinkende dråber rammer med sit andet og fjerde vers de to hovedtemaer, som er behandlet i det ovenstående – musikken som fysisk udtryk og som himmelsk klang – og kan i denne kontekst fremhæve disse aspekter, selv om det slet ikke er sikkert, at digteren har haft denne dags tekster i tankerne, da hun skrev den. Sammenfaldet mellem den himmelske røst, åndens råb (i vers 3), klangen ovenfra og det evige halleluja (vers 1) findes i DDS 376 Lyksaligt det folk. Det er fællesskabet med såvel det himmelske som det jordiske, der tematiseres i denne salme, som i ganske særlig grad bliver til, når den synges – fordi den syngende bliver et med det, han eller hun synger om. 

Salmesangens historiske dimension antydes, hvis man vælger DDS 435 Aleneste Gud i Himmerig, som er en af salmebogens ældste salmer. Synger man den, er man med til at skabe en enhed med alle de syngende gennem århundrederne siden den blev til. Dens melodi er formet over et gregoriansk gloria (’ære være Gud i det højeste…’) og peger derved på englenes himmelske lovsang julenat.

Endelig står vi – og det har ikke noget med dagens tematik at gøre – på tærsklen til efteråret, og derfor kunne man godt vælge en af de nyere efterårssalmer, 100 salmer 808 Fra vest står blæsten ind. Alligevel peger sidste halvdel af salmens andet vers på dagens tematik, for den lyder: ”når markerne er høstet / og træet bærer frugt / skal vores lovsang fylde himmelrummet”. Det er altså ikke kun i de ældre salmer, at lovsangens vertikale og universelle dimension beskrives. 

Et salmevalg til Salmesangens søndag 2021 kunne se sådan ud (skulle man ikke have mulighed for at synge fra 100 salmer, kunne man vælge det nederste alternativ): 

392 – 808 – 13 /// 868 – 287 – 10 

747 – 435 – 335 /// 376 – 287 – 1

Om den musik, der kan synges og spilles denne dag 

Gudstjenesten kan indledes med den stort anlagte orgelkoral over Denne er dagen, som Herren har gjort af Jesper Madsen (fra ’9 orgelkoraler’, Edition Egtved 1990). Den lovprisning, glæde og energi, som den første læsning fra Sl 19 udstråler, findes efter min mening i denne orgelkoral. Som postludium kan dagens tema forsøges udlagt musikalsk, hvis man vælger Ludwig van Beethovens Allegro (fra ’Fünf Stücke für Flötenuhr’, Edition Peters) – spillet på fløjte 4’ vil den illudere åndens fine susen.

Som motet kan man vælge vers 1, 8 og 10 af Per Günthers udsættelse af Lovsynger Herren, min mund og mit indre vers 1,8 og 10 (fra ’Lovsynger Herren – 16 motetter til kirkeåret’, Forlaget Mixtur). Her samles salmesangen, ånden og stjernerne i en fuldtonende lovprisning. En lidt anderledes og måske mere afdæmpet motet kunne være Sommersalme med tekst af Jesper Kallesøe og melodi af Erling Lindgren (’Sommer og Høst’, Folkekirkens Ungdomskors Forlag). Lindgrens arrangement for to lige stemmer og orgel er iørefaldende musik, hvis tekst berører temaerne ånd og lovsang