Sorggrupper for børn og unge
Projekt i Kolding har ingen geografisk grænse - kan man komme frem, må man være med. I starten var projektet rent fondsbaseret, nu er det kommet med i provstiets økonomi.
Der er adskillige måder at gribe emnet og arbejdet an på. Emnet er uudtømmeligt, og kun enkelte overskrifter bliver tegnet her. Disse er baseret på de erfaringer, vi gjorde, da vi begyndte arbejdet i 2005 og i tiden derefter.
At komme i gang
Da vi (to præster i provstiet) først havde besluttet, at nu skulle områdets første sorggruppe for børn og unge sættes i søen, kastede vi os med ildhu, stor naivitet og relativ uvidenhed over projektet. Vi spurgte til råds alle vegne, hvor vi kunne komme i tanker om det og enstemmigt lød det: ”Det tager et år fra I går i gang til gruppen kører”. Vi mente, at et halvt år måtte være nok – og det lykkedes os.
Heldigvis er der masser af hjælp at hente fra mennesker, der har praktisk erfaring og ved at søge på nettet. F.eks. har Kræftens Bekæmpelse masser af godt materiale, som de sender ud. Desuden valgte vi at købe os til hjælp ved at afholde og deltage i adskillige kursusdage i løbet af det første år.
For at udbrede kendskabet til sorggruppen, fik vi trykt en folder i 2000 eksemplarer. Den blev delt ud til samtlige præster samt bedemænd i provstiet. Desuden sørgede kommunen for at dele den ud til samtlige skoler og sundhedsplejersker.
Økonomi
De første tre år var vi udelukkende fondsbaserede. Vi brugte mange timer på at skrive ansøgninger og møde op på diverse logemøder for at fortælle om vores projekt. Vi skylder stor tak til logerne i Danmark – uden dem var vi ikke kommet i gang. Efter tre år kom vi med i provstiets økonomi, og der blev afsat 25.000 kr. til de årlige udgifter. Sådan at deltagelse i sorggrupppen fortsat var gratis. Desuden fik vi begge tildelt en 10% kvote til at dække arbejdet med sorggruppen.
Struktur
Der findes to typer af sorggrupper: Den åbne og den lukkede. Vi valgte (stort set uden at tøve) den åbne.
Den åbne gruppe er karakteriseret ved, at børnene og de unge kommer ind, når de har brug for det. Hvorefter de stopper, når de er klar til det. Det vil sige, at vores tre åbne grupper har kørt uafbrudt i otte år. Der er kun pause i skolernes ferier.
Fordele: Sorg og udvikling er individuel, og den åbne gruppe giver plads til, at deltagerne kan være der i kortere eller længere tid.
Ulemper: De samme emner kommer op med jævne mellemrum, og ”de gamle” kan køre lidt trætte i det. Desuden kan det være svært at holde fokus hos dem, der har været længe i gruppen, og som er kommet længere i processen, når der kommer nye og ofte mere sårbare medlemmer med.
Den lukkede gruppe er karakteriseret ved, at gruppen starter op, når der er tilpas mange børn og unge, der vil være med. Der bliver typisk afsat 10 gange med hver sit tema.
Fordele: Gruppen kører over en overskuelig periode, og der er meget struktur over den.
Ulemper: Det kan være svært at samle en gruppe. Desuden virker det meget teoretisk at skulle kom-me igennem en sorgproces på 10 gange og 10 temaer.
Målgruppe
Vi valgte beskrivelsen ”for børn og unge, der har mistet nære pårørende.” I praksis kommer der først og fremmest børn og unge, der har mistet forældre. Af og til nogen, der har mistet begge forældre og ikke sjældent børn, der ikke bor sammen med nogen af de biologiske forældre. Dernæst børn og unge, der har mistet søskende. Et mindre antal har mistet bedsteforældre. Sidstnævnte går typisk kortere tid i gruppen end de øvrige.
Andre grupper fokuserer kun på forældretab, og det kan have sin fordel i og med, at deltagerne dermed har ”mistet ens.” Kun i de færreste tilfælde er det lige så livsændrende at miste søskende og bedsteforældre, som hvis man mister forældre.
Vi satte ingen geografisk grænse – kan man komme frem, må man være med.
Gruppeledere
Når man arbejder med børn og unge, er man nødt til at indse, at det er en gruppe af mennesker, der er meget sårbare. Det stiller andre og ”større” krav til de voksne, der skal lede og deltage i grupperne. Det stiller krav til psykologisk og pædagogisk indsigt. Det stiller store krav til tålmodigheden og til et ønske om (langsom!) proces frem for resultat, og det stiller krav til stor rummelighed over for tidens børn og unge.
Vi har erfaret, at det kan være svært at holde på de gode frivillige. Derfor vil vi forsøge at skaffe aflønning til vores frivillige fremover.
Supervision
To til fire gange om året samt ved akut behov får vi supervision hos en psykolog med særlig viden om børn og om sorg. Når man arbejder med børn og unge, som vi gør, er det i vores øjne en nødvendighed at få hjælp til at blive bedre til at hjælpe.
Gruppernes størrelse og sammensætning
Tre i en gruppe kan gå an, mellem fem og otte er godt og 12 er for mange. Vores første gruppe blev hurtigt delt i tre og har derefter som tommelfingerregel haft fordelingen: 6 til 9 år, 10 til 12 år og 13 år og op.
Yderligere information
På vores hjemmeside – Kolding Sorggruppe -for børn og unge som har mistet – findes der flere informationer. Ligesom vi gerne rådgiver og sparrer med jer, der skulle ønske at gå i gang med eller allerede er i gang med et lignende projekt. Se kontaktlisten under Birgit Fur og Maria Skjerning Frederiksen.
Tekst: Birgit Fur