Sorggruppe for børn og unge, Vejle Provsti

Børn og unge, der har mistet en far eller mor, kan have brug for nogen at tale med, måske nogen uden for familien og den nærmeste kreds. I Vejle Provsti havde vi gennem længere tid ønsket at kunne give et kvalificeret sjælesørgerisk tilbud til unge efterladte, et tilbud om samtale i en gruppe med andre ramte børn og unge. Det blev til ønsket om at oprette en sorggruppe for unge, en sorggruppe, som alle provstiets præster kunne henvise til, når de kom i kontakt med familier, hvor der var unge pårørende i forbindelse med dødsfald.

På Sct. Maria Hospice Center, hvor jeg er præst udover at være det i Sct. Johannes sogn, havde vi en sådan gruppe, hvor der var plads til flere. Derfor fusionerede vi, så vi nu i Vejle Provsti har ét tilbud om deltagelse i en sorggruppe for de unge på 13-19 år. Vejle Provsti betaler et årligt tilskud til gruppen, mens Sct. Maria Hospice Center betaler resten, inklusive ledernes tid.

Gruppens fællesskab og arbejdsmetoder
Gruppen består af 10 unge, der mødes hver 14. dag fra 15.30 til 17.30 i et lokale på hospice. Man kan være i gruppe et helt år eller længere, alt efter den enkeltes behov. Når én forlader gruppen, bliver der plads til en ny, som integreres i gruppens fællesskab og arbejdsmetoder. Forud for deltagelse går en forsamtale med den unge og en forælder, så forventninger, behov og tilbud kan klargøres.

Gruppen ledes af en sygeplejerske fra Det Palliative Team, souschefen fra Sct. Maria Hospice og undertegnede. Alle har vi ud over vores grunduddannelse og erfaring fra hospicesammenhæng også en terapeutisk uddannelse, og jeg har en uddannelse som supervisor i sjælesorg. Det er vigtigt at være tilstrækkeligt godt ”klædt på” rent uddannelsesmæssigt, både i forhold til at arbejde med grupper og i forhold til viden omkring sorgforløb og børn og unges reaktioner, så arbejdet ikke bliver ”dilettantisk” eller i værste fald lader den unge i stikken. Derfor er supervision af lederne også en nødvendig opfølgning af arbejdet og en sikring af kvaliteten. Det er ikke nok med god vilje.

Vi har et par frivillige tilknyttet gruppen. De køber ind og stiller saft, boller, slik og frugt frem, så de unge kan forkæles lidt, når de kommer og mærker, at de er ventet.

Livshistorie og temaer
I gruppen er det centrale, at de unge får mulighed for at fortælle deres egen historie, hvordan det har været at være dem under mors eller fars sygdomsforløb / ulykke, dødsfald og tiden efter, hvad der har været svært, og hvad der siden er kommet til. Herudover arbejder vi ud fra temaer, som de unge selv er med til at sætte, ligesom vi er bevidste om emner og reaktionsmønstre, som det kan være en hjælp for de unge at tale om og få indsigt i. Det kan for eksempel være: skyld over ikke at have været der nok, gjort nok, minder, følelser og tanker omkring begravelse, hvor er de døde?, fremtiden, angsten for at miste igen, hvad hvis far / mor får en ny kæreste?, omgivelsernes reaktioner, for eksempel kammeraters, læreres, idrætslederes, families …

I samme båd
Ideen og styrken i en sorggruppe er, at de unge møder andre, der har mistet, som de selv har. I gruppen er de ikke anderledes, her kan de dele tanker og følelser med nogen, der forstår dem, netop fordi de har oplevet det samme. De kan være sammen med nogen, hvor de ikke behøver at være bange for at gøre den anden ked af det ved selv at være ked af det. De behøver ikke, som mange prøver derhjemme, at beskytte den efterlevende mor eller far, søster eller bror ved ikke at snakke for meget om egne tanker og følelser, sorg, frygt og vrede. Af ren kærlighed kan man forsøge, om det er muligt at skåne dem, man er følelsesmæssigt forbundet med, fordi det gør så ondt på begge parter. At det desværre ikke er muligt at beskytte hinanden mod smerten ved at miste, er en af de erkendelser, de fleste gør, ja, at det er en større hjælp i stedet at dele det svære med hinanden.

At være der
I sorggruppen kan de unge hjælpe hinanden med at sætte ord på det uudsigelige og ubærlige, der jo må og skal bæres. Sorgen skal vi ikke – og kan vi heldigvis ikke – tage fra de unge, men forhåbentlig gøre den lettere at bære, så de kan leve videre med det vilkår, der er deres. At miste er et af vore grundvilkår, og det fordrer ikke behandling, men nærvær og omsorg, samt at der er nogen, der vil lytte, og det er dét, der er målet for vores gruppe – at vi er der for de unge, og at de er der for hinanden.

Tekst: Lone Klok