Sådan samarbejder du med den lokale avis
Få din kirkes nyheder bredt ud lokalt ved at samarbejde med de lokale nyhedsredaktioner. Her er der en række ideer til at få et samarbejde i gang.
Af Inge Haandsbæk Vestergaard, Lolland-Falsters Stift
Kirkeliv er forskelligt fra egn til egn. Nogle prioriterer klassiske koncerter, andre fyrer op under børneaktiviteter, og et tredje sted handler det om livets store spørgsmål i samtalesalonerne. Nogle opfinder en ny form for drop-in-dåb, og sådan kan initiativer jo pludselig være relevante nyheder for den brede befolkning.
Det kan være svært at få de landsdækkende medier til at skrive om folkekirkens liv, men der er ingen grund til at brænde inde med de gode historier fra jeres lokale kirke. Lokalaviserne er helt oplagte samarbejdspartnere, når du skal have omtale af arrangementer eller få nyheder fra kirken bredt ud.
I en tid med nedskæringer i avisbranchen er medarbejderne på de lokale redaktioner mange steder nødt til at løbe hurtigt, så det kræver lidt omhu at få dine historier ud over rampen. Til gengæld har de også brug for stof og tager gerne imod velforberedte historier.
Her får du fem gode råd til at få et samarbejde med den lokale avis løbet i gang.
1. Undervurdér ikke lokalmedierne
85 procent af de danske husstande får lokalmedierne ind ad brevsprækken. Det er en rigtig stor og bred målgruppe for at nå ud med nyheder og historier fra jeres lokale kirke. Studier viser også, at mange danskere faktisk læser lokalmedierne fra ende til anden. Desuden er nyhederne fra kirken i høj grad relevant for lokalmediernes læsere, da der jo er tale om nyheder og arrangementer, som finder sted lokalt.
2. Få en personlig kontakt
Som meget andet i folkekirken er forudsætningen for et godt samarbejde, at man har personlige og gode kontakter, man kan trække på. Det gælder også i samarbejdet med lokalmedierne. Tag kontakt til den lokale avis, radio eller tv-station og hør, om du må kigge forbi til en hurtig kop kaffe og møde en af journalisterne, som sidder med jeres lokalområde, eller som har kirkelivet som fokusområde.
Hvis din henvendelse bliver afvist, er det ikke ensbetydende med, at samarbejdet er dødt. Spørg hvem du må kontakte, når der er nyheder fra kirken, og få både navn, e-mailadresse og telefonnummer på vedkommende. Tag kontakt til journalisten og spørg åbent, om der er en bestemt type information eller historier, de er særligt interesserede i – for eksempel kommende arrangementer, person- og navnestof eller kultur/historiestof.
3. Lav en oversigt over årets begivenheder og prioritér
Det nytter ikke noget at sætte en stopper for samarbejdet, før det er begyndt, ved at overdynge journalisten med information. Det kræver planlægning og forberedelse fra afsenderens side at sende noget afsted til avisen. Lav en liste over de vigtigste ting, som sker i kirken det næste halve år (brug jeres årshjul, så får det hele med). Det kan være særlige højtider (jul eller påske), hvis I allerede nu ved, I får besøg af en prominent eller særligt interessant foredragsholder eller musiker. Eller det kan være, hvis en af de personer, som er tilknyttet kirken, har en anderledes eller interessant personlig historie eller måske 25 års jubilæum ved kirken.
Når I så har valgt en håndfuld kommende begivenheder, skal forarbejdet i gang. Medier skal helst have stoffet til deres artikler i god tid, men ikke for god tid, så journalisten glemmer alt om det i mellemtiden. Gør klar til at kunne sende jeres nyhedsstof, mellem fire og to uger før det bliver aktuelt. Medier laver ofte foromtaler af arrangementer, så der skal de kunne bringe historien et par dage før, arrangementet løber af stablen.
4. Hjælp journalisten
Et godt samarbejde handler om, hvad man giver hinanden. Du hjælper journalisten, som ofte har travlt, med det, som han skal bruge for at skrive en god historie – og han hjælper jer med at få nyheden ud.
5. Sørg for, at historien har lokal relevans
Mange lokalaviser lever af annoncer, så de vil ikke bruge spalteplads på gratis at annoncere for et hyppigt forekommende arrangement. Udvælg med omhu, om en begivenhed har potentiale til at være noget, man snakker med naboen om over køledisken i Brugsen. Hvis ikke, så er det ikke relevant nok. Læs mere om nyhedskriterier i Sådan laver du en pressemeddelelse.
Og husk din modtagergruppe: Hvis du bor i et område, hvor der er gang i børnefamilierne, skal lokalavisen fodres med nyhedsstof om tilbud, der er relevante for børnefamilierne.
6. Tilbyd jer som klummeskrivere
Det vil typisk være præsten, men det kan også være en anden profileret person i sognet, f. eks. organisten, kirke- og kulturmedarbejderen eller menighedsrådsformanden. Få inspiration til den gode klumme. I kan også foreslå et andet fast samarbejde - det kunne f. eks. være, at et provsti aftalte hver måned at levere en reportage/et portræt af “Månedens præst”.