Fortsæt til hovedindholdet
Reformationen 500 år
Nyheder

To Danmarkspremierer i Haderslev

Hvordan var det at være gift med Luther? Det spørgsmål bliver besvaret lørdag den 15. oktober i Haderslev. Da har domkirken to Danmarkspremierer på et fortælleteater om Katharina Luther. Der er fri adgang til forestillingen om eftermiddagen. Den er målrettet børn og unge mellem 10 og 16 plus medfølgende forældre/bedsteforældre.

Året er 1546, Martin Luther er netop død, og hans kone står til at miste alt, både børn og gods. 
Det er afsættet for teaterforestillingen "Katharina Luther - munkens brud", som Måle Fortælleteater og TrioFabula opfører i Haderslev Domkirke lørdag den 15. oktober 2016. Forestillingen er helt ny, men kommer til at turnere over hele Danmark det næste års tid. Men Haderslev Domkirke har altså fået de to første forestillinger.

Omdrejningspunktet er Katharina Luther. Enker kan ifølge Sachsens lovgivning ikke arve - ved mandens død mister de både retten til deres børn og til ægtefællernes jordiske gods. Derfor skal Katharina efter Martin Luthers død forlade deres hjem, og de tre børn skal i pleje hos mandlige slægtninge og venner af Luther.
Byen fryder sig over Katharina Luthers ulykke - men hvorfor? 
Forestillingen er bygget op som Katharinas forsvarstale. Ganske vist er det kun Gud, som i sidste ende kan dømme hendes liv, men så længe hun er her på Jorden, gør sladderen ondt.

Forestillingen kl. 16 formidles til børn og unge i alderen 10-16. Både de og voksne i deres følge har fri adgang.
Læs om denne her - reserver evt. pladser her, alternativt: Mød op ved døren.

Forestillingen kl. 19.30 om aftenen er åben for alle. De 200 billetter sælges via www.Billetto.dk/munkensbrud - overskydende billetter i døren. Læs om aftenforestillingen her.
Arrangør er Haderslev Domprovsti og Haderslev Kommune.