Fredericia planter træer
499-årsdagen for Luthers teser på kirkedøren i Wittenberg blev markeret på en helt særlig måde i Fredericia. Her har by og provsti sammen taget hul på et projekt, der vil betyde, at alle provstiets kirker planter hver deres reformationstræ. Flere kirker vil være i gang allerede på søndag, Allehelgens søndag.
Der var ikke nogen nutidens Martin, der gav sig til kende, da borgmester Jakob Bjerregaard, Fredericia Kommune, omgivet af børn mandag den 31. oktober plantede byens første "reformationstræ". Det kom til at stå i en flytbar kumme i en ny bydel tæt på havnen i Fredericia.
Den lille event markerede starten på reformationsfejringen i Fredericia Provsti. Den ér så småt i gang, men løber officielt fra 31. oktober i år, 499-årsdagen for munken Martin Luthers teser på kirkedøren i Wittenberg, og til 31. oktober næste år. På den dag vil borgmesteren plante et nyt reformationstræ og dermed sætte punktum for reformationsfejringen i Fredericia.
I den mellemliggende tid vil alle kirker i Fredericia Provsti plante hver deres reformationstræ – flere allerede førstkommende søndag, Allehelgens søndag. Og alle sogne vil på skift forære et træ til en institution i hver deres sogn.
Det er Fredericia Provstis reformationsudvalg, der har båret projektet frem, som er blevet modtaget med glæde i Fredericia Kommune.
Borgmesteren overlod efter træplantningen på 499-årsdagen den fine skovl til kirkerne, hvor tanken er, at den kan gå på omgang til de kommende begivenheder i kirker og institutioner.