Efterskole og præster vil spille Luther-viden ind i konfirmander
Fire præster i Sønderborg Provsti arbejder på i efteråret 2017 at give den årlige event for konfirmander særligt fokus på Luther. De samarbejder med den lokale efterskole Epos, der som et af sine fokuspunkter har spilbaseret undervisning.
Fire sognepræster i Sønderborg Provsti er i gang med at udvikle et historisk rollespil om Luther. Det skal give den årlige event for konfirmander et særligt Luther-præg i efteråret 2017. Forløbet udvikles i samarbejde med den lokale Efterskole Epos, som har spilbaseret undervisning som et af sine varemærker.
Spillet hedder "På Sporet af Martin Luther" og er oprindelig udviklet af Epos i samarbejd med to kirker i København. Det bearbejdes, så det kommer til at passe til den nye sammenhæng. Efterskolen stiller med hjælpere, og konfirmanderne får roller og kostumer og bliver ført igennem 5-6 poster, hvor de skal løse opgaver.
Spillet handler om tvivl og uenighed inden for den samme trosretning. Konfirmanderne vil få rollerne som munke og nonner, der får til opgave at indsamle et bevismateriale på Martin Luther. Til det formål skal de tale med samtidige personer, såsom afladshandleren, bogtrykkeren, kardinalen - og Fanden selv. Konfirmanderne vil bl.a. opleve en katolsk messe, fremstilling af fjerpenne, samt bogtrykker-kunst som i 1500-tallet. Spillet afsluttes med, at konfirmanderne selv afhører en ung Martin Luther.
Spillet har flere formål, fortæller Rasmus Wichmann på Efterskolen Epos. Dels er sigtet, at eleverne får noget almenviden om Martin Luther ved at gribe fat i nogle nøglescener i hans liv. Dels håber udviklerne, at eleverne får en oplevelse ud af at se deres egen tro udefra.
"Og så det målet at skabe forbindelser mellem datid og nutid: Afladshandleren som "facer", bogtrykkeren som datidens IT-nørd, kardinalen som mere forretningsmand end præst, osv.," siger Rasmus Wichmann.
Efterskolen Epos har plads til flere kirker og konfirmander i programmet, hvis flere er interesserede.