Fortsæt til hovedindholdet
Reformationen 500 år
Nyheder

Ny musik til reformationsåret

Med en række nye salmer planlægger Folkekirkens Ungdomskor både at medvirke til den konkrete fejring af reformationsjubilæet og at kaste nyt lys på Luthers salmer og teologi.

For Luther var salmesangen, kormusikken og musikken i det hele taget den bedste måde at udtrykke evangeliet på. ”Næst efter teologien sætter jeg musikken højest, for den forkynder for hjertet, hvad teologien forkynder for forstanden,” sagde Luther.

Med en række nye salmer med afsæt i Luthers salmer og teologi ønsker Folkekirkens Ungdomskor både at medvirke til den konkrete fejring af reformationsjubilæet og at kaste nyt lys på Luthers salmer og teologi.

Projektet har navnet ”Luther-rosen” efter de fem blade i Martin Luthers personlige segl.

  • Det ene blad består af nykomponerede koralsatser
  • Det andet består af en række motetter med ord fra nogle af de steder i Bibelen, som Luther selv henviste til.
  • Det tredje blad består af nydigtede salmer med inspiration fra Luthers ideer om salmedigtning.
  • Det fjerde af nye melodier til de nydigtede salmer.
  • Det femte af nye essaytekster til hele projektet.

Noder og tekster vil udkomme i seks hæfter, hvis materiale kan sættes i klang i alle de sammenhænge, der måtte byde sig i 2017: Kirkekoncerter, musik- såvel som temagudstjenester, men også almindelige gudstjenester, og både i menighedens salmesang og i korenes repertoire.

Hæfterne begynder at udkomme i anden halvdel af 2016.

For spørgsmål henvises til Folkekirkens Ungdomskor.

En folder, der beskriver hele projektet, kan bestilles hos Folkekirkens Ungdomskor.