"Nu skal der høstes"
De færreste fester kommer af sig selv - ej heller markeringen af 500-året for Reformationen. Haderslev har en særlig rolle i Reformationens Danmarkshistorie. Derfor har der i tre-fire år været en kæmpe-fest under planlægning i Haderslev.
Planlægningen har to peaks.
Det ene er nationens officielle markering af Reformationens 500 år. Den finder sted søndag den 4. juni og har form som en festgudstjeneste i Haderslev Domkirke. Her deltager hele det officielle Danmark samt mange udenlandske gæster.
Det andet er folkemødet - en stor festdag fredag den 2. juni med telt i byen og over 30 gratis programpunkter på forskellige lokaliteter i Haderslev by.
Uden om disse to peaks planlægges en myriade af små og store arrangementer.
Folkemødet og festgudstjenesten
I spidsen for den styregruppe, hvor kommune, provsti og stift sammen har planlagt 500-årsfesten, sidder Jens Chr. Gjesing, tidl. borgmester, nuværende 2. viceborgmester.
Han glæder sig:
”Først og fremmest til at se alt det realiseret, som vi så længe har talt og samarbejdet om.
Jeg glæder mig dernæst over, at den nationale festgudstjeneste den 4. juni kommer til at foregå i Haderslev Domkirke med live transmission på storskærm i et stort telt på Gravene.
Og så glæder jeg mig til folkemødet den 2. juni, hvor vi drøfter Reformationens betydning igennem og får tingene sat lidt i perspektiv. Vi skal passe på, at vores snak om Reformationen ikke bliver til en samtale om, hvad der skete for 500 år siden. Samtalen skal handle om, hvad den nydannelse, Martin Luther stod for, betyder og siger os i dag. Har vi nogle steder, hvor vi som samfund og folkekirke er gået i stå, og er der nogle steder, hvor vi skal reformere os for at være aktuelle og sige noget ind i nutiden? Det er noget af det, vi gerne vil med folkemødet. ”
Haderslev-mødet, som er folkemødets uofficielle titel, møder også åbent nogle af de mere kontroversielle sider ved Luther:
”Samtidig med, at vi fejrer Luther, kommer nogle af hans mørkere og triste sider også op. Det handler f.eks. om hans forhold til bondeoprøret og om hans forhold til tyrkere og jøder. Det tager vi fat på i en debat på folkemødet mellem Özlem Cekic og Georg Metz. Og generelt bliver historien jo denne dag lagt frem af nogle af de mest vidende mennesker på området,” erklærer Jens Chr. Gjesing.
"Den kan anbefales"
Det er længe siden, han var til reformationsårets første lokale begivenhed:
”Første gang, hvor jeg bare lænede mig tilbage og nød frugterne, var ved Måle Fortælleteaters forestilling i domkirken om munkens hustru, Katharina von Bora. Det var en spændende vinkel på Reformationen, for hvor havde Luther været uden sin Käthe? Dén forestilling kan anbefales.”
Forude venter formanden for styregruppen på yderligere to teaterprojekter. Forsøgsscenen har fået støtte til en forestilling, som skal opføres i kirker i provstiet i samarbejde med flere andre amatørscener i Haderslev Kommune. På programmet er Sten Kaaløs teaterforestilling om Martin Luther.
Desuden arbejder Teatret Møllen på et projekt i domkirken i september.
”På koncertsiden er der en række af jazz-gudstjenester … det ser fantastisk ud! Og lidt fugtig i øjenkrogen bliver jeg nok, når Sønderjyllands Symfoniorkester i november opfører Reformationssymfonien."
Viden, stolthed og identitet
Jens Chr. Gjesing er en af flere skribenter på en serie af artikler til den lokale ugeavis. Den har særligt fokus på Reformationen set med Haderslev-øjne.
”Og så glæder jeg mig over en enorm foredragssæson. Jeg er selv ude 16 gange. Det er spændende, fordi jeg oplever stor nysgerrighed og en meget vidende og interesseret gruppe af mennesker. Det er en god opgave. Mit store håb er, at årets begivenheder samlet kommer til at fungere som et stærkt folkeoplysende projekt. At rigtig mange borgere får en oplevelse af, at ”Aha, her har vores by og vores egn spillet en ganske særlig rolle, og det er vi en del af.” Reformationsåret må gerne skabe viden, stolthed og identitet. Det er derfor, vi gået ind i det."