Fortsæt til hovedindholdet
Reformationen 500 år
Nyheder

Luther Lagkage i Haderslev

500-året for Luthers teser på Slotskirkens dør i Wittenberg bliver overalt i stiftet fyldt med musik, teater, studiekredse, rundvisninger og gudstjenester. Og så med sønderjysk lagkage i reformations-klæder. Den lokale bager og medstifter af Lagkagehuset, Steen Skallebæk, er manden, der på opfordring har kreeret en meget velsmagende Luther-lagkage. 

Luther-lagkagen er udviklet i Sønderjylland og derfor bygget op på en bund af den sønderjyske brødtorte. Derpå har Steen Skallebæk lagt først en passionscreme og derpå en creme smagt til med havtorn. På et stykke marcipan øverst er lagt et billede af den såkaldte Luther-rose - Martin Luthers personlige segl. Det stammer fra 1530, men er i dag et udbredt symbol for den evangelisk-lutherske kirke. Korset symboliserer troen på Jesus Kristus, hjertet symboliserer liv og kærlighed, de fem blade i rosen står for glæde, den blå farve for himlens herlighed, og den gule ring symboliserer evigheden, der omslutter alt.

Kagen er udviklet på initiativ af Jens Chr. Gjesing, formand for Haderslev Kommunes styregruppe for reformationsmarkeringen. Sognepræst i Haderslev Domkirke, Christa Hansen, er meget tilfreds med resultatet:
"Vi har inviteret to "håndværkere", bagermester Steen Skallebæk og sølvsmed Michael Weihe, til at komme med hver deres bud på produkter, som kunne repræsentere Haderslev i reformations-året. Vi er meget tilfredse med begge resultater. Smykkerne er særdeles spændende, og kagen smager utrolig godt. Meget velsmagende," siger sognepræst Christa Hansen.
Kagen er bestillingsvare.

(teksten er revideret i maj 2017)

Steen Skallebæk, medstifter af bagerikæden Lagkagehuset, med resterne af den første prøvesmagning af den nye Luther Lagkage.