Fortsæt til hovedindholdet
Reformationen 500 år
Nyheder

Fuldt blus på oplevelserne

Reformationsfejringen er allerede godt i gang, og der er indtryk til både intellekt og sanser.

"Oc det begaff sig paa den tid / at der vdgick it Bud aff Keyser Augusto / At al Verden skulde bescriffuis til Skat. Oc denne Bescriffuelse vaar den allerførste / oc skede paa den tid / der Cyrenius vaar Landz herre i Syrien. Oc huer mand gick / at lade bescriffue sig til Skat huer til sin Stad."
Der er både indtryk til intellekt sanser i kirkerne i Fredericia Provsti i øjeblikket. De har i regi af et udvalg under provstiet tilrettelagt en serie af gudstjenester, der gennemlyser historien ved at inddrage en række historiske elementer i nutidige gudstjenester.
I søndags var det Trinitatis Kirke i Fredericia, der åbnede dørene for en såkaldt julemesse med både juleevangelium og tydelige spor af messe på reformatoren Martin Luthers tid. Bl.a. blev hovedparten af teksterne læst på datidens sprog, nutidige salmer blev sunget på gamle melodier, kirkens kor var rykket frem i kirken, så det med stor effekt sang fra koret, og biskoppen talte både dansk, latin og græsk fra prædikestolen.
"Et godt billede på, at Luther var en reformator, men ikke revolutionær, og at det latinske ikke lige pludselig forsvandt ud af gudstjenesten ved Reformationen," siger en af gudstjenestens tilrettelæggere, sognepræst Bent Andreasen, Trinitatis Kirke.
En del af gudstjenesten var, at man skulle samle ind til sognets julehjælp. Det gjorde man i fire såkaldte klingpunge, sognet havde lånt til lejligheden. I skyggen af krisen i Aleppo blev der i stedet samlet ind til krigens ofre der.
Sognet lægger i øvrigt om kort tid et uddrag af messen på Youtube.

Også Sct. Michaelis Kirke i Fredericia har haft en sansemættet oplevelse af reformationsfejringen. Her holdt professor i kirkehistorie, Kurt Larsen, først et foredrag i kirken om Luthers liv og salmer. Dernæst var der inviteret på Luther-øl og Luther-gryde i sognegården. 
Vi spurgte to af deltagerne, om de ville anmelde maden. De fortæller:
Ruth: "En god oplevelse med tysk mad som på Luthers tid. Det var med til at få aftenen til at hænge sammen, og det var godt. En event med godt indhold - men maden kommer ikke til at stå på listen over mine livretter."
Bjarne: "Maden var anderledes, men meget velsmagende og stod fint til Luther-øllen. Musikken fra Luthers tid var derimod noget smagløs og ville næppe slå an i dag."


Stearinlys, teser, Luther-øl, Luther-gryde og godt selskab i Sct. Michaelis Kirke.