"Det bedste var det hele"
Biskop Marianne Christiansen og formanden for Styregruppen for reformationsfejringen, Jens Chr. Gjesing, er begge ovenud tilfredse med pinsens festligheder i Haderslev i anledning af Reformationens 500 år. "Det bedste var det hele" og "Historisk og håbefuldt," siger Marianne Christiansen.
"Mine dristigste forventninger til indhold, deltagelse og stemning er flot indfriet."
Jens Chr. Gjesing, formand for Styregruppen for reformationsfejringen i Haderslev, er en glad mand. Knapt halvvejs henne i jubilæumsåret for Reformationen er årets største fest - Haderslevs eget "Folkemøde Reformation" og hele folkekirkens fælles festgudstjeneste - netop vel gennemført. Fredag var pakket med masser af spændende tilbud og mennesker fra hele Danmark både i folkemøde-teltet, i domkirken og på Domkirkepladsen. Og søndagen foldede sig ud som en kæmpestor fest, hvori bl.a. dronningen, statsministeren og formanden for Folketingets præsidium deltog. Sammen med en lang række andre repræsentanter for det officielle Danmark fejrede de festgudstjenesten i domkirken. Den blev indledt med en procession, som blev fulgt af en tætpakket folkemængde, der efter processionen strømmede ned i folkemøde-teltet for at deltage i festgudstjenesten dér.
Jens Chr. Gjesings største enkelt-oplevelse var netop "den helt utroligt smukke og stærke salmesang ved festgudstjenesten," siger han. Men især hæfter han sig især ved helheden:
"Vi oplevede et par fantastiske dage med stor og engageret opbakning fra de mange deltagere. Jeg har mødt mange borgere fra både Haderslev og andre steder, der har været begejstrede over at kunne opleve så meget spændende i teltet og på Domkirkepladsen."
Og så glædes han over det frivillige foreningsliv, der endnu engang løftede en fest:
"Jeg er ikke overrasket, men meget, meget glad over igen at opleve styrken og engagementet i det frivillige arbejde i foreninger og hos enkeltpersoner i byen," siger han.
Blandt de foreninger og institutioner, der lagde mange mande-timer i pinsens fest, er Y's Mens Club, Lions Club, Beredskabsstyrelsen Sydjylland, Slesvigske Musikkorps, Byggemand Bob, vægterne, Hertug Hans-festivalen, Jazz-klubben, Haderslev Kickboxning, Historisk Arkiv og Frivillignet.
"SMUK's vidunderlige klang"
Også biskop Marianne Christiansen ser tilbage på de to dages festligheder med stor glæde. Hun siger:
"Det bedste ved reformationsfjeringen i Haderslev var det hele: Samtalerne, der strakte sig fra børn i fjerde klasse over gymnasieelever til teologiske professorer og politikere – om hvad vi skal med vores samfund og kirke, om tro, liv og håb. Musikken – fra SMUK's vidunderlige klang i gaderne over orgelbruset og den elektriske guitar til Teiturs tyste samklang med kirkeklokken sidst på aftenen. Sangen – fra Anne Linnet over børnekorene på kirkepladsen og fællessangen i teltet og salmerne og korsangen i domkirken pinsedag. Samværet – mellem folk på gaden og i kirken og teltet over kaffe og Luther-lagkage og Luther-gryde, mellem repræsentanter fra hele landet samlet på forsamlingshus-vis ved lange borde i livlig snak, i uniformer og almindeligt tøj, med kalot eller kasket. Det hele var det bedste – og at stå for alteret mellem den katolske biskop, den reformerte præst, Landsformanden for Baptistkirken og den teologiske doktor fra Wittenberg – det var helende, historisk og håbefuldt."
Svært at vælge
Domprovst Torben Hjul Andersen konstaterer ligesom Marianne Christiansen, at det i flerheden af oplevelser kan være svært at pege noget ud. Men Sigurds optræden for børnene er et godt bud:
"At se, hvordan han kunne ramme og formidle vanskeligt stof til børnene - det var nok mit højdepunkt om fredagen."
Derudover glæder han sig over den gode stemning både på folkemødet, som var Haderslev Stifts, Haderslev Domsogns og Haderslev Kommunes arrangement, og omkring festgudstjenesten, som var et nationalt folkekirkeligt arrangement.
"Gudstjenesten var klart et højdepunkt. Mange er kommet bagefter og har især fremhævet salmesangen," siger domprovsten og glæder sig desuden over, at det lykkedes med "en gudstjeneste på to matrikler":
"Min egen mor var i teltet, og hun fortalte, at hun havde oplevet faktisk at være til gudstjeneste. Det er vigtigt," siger domprovsten.
Læs festgudstjenestens dokumenter her:
- Biskop Peter Skov-Jakobsens prædiken ved festgudstjenesten
- Statsminister Lars Løkke Rasmussens tale ved festgudstjenesten
- Biskop Marianne Christiansens tale ved kirkeminister Mette Bocks reception
- Gudstjenestens liturgi
Medierne løftede festlighederne med, såvel de lokale som de nationale og med planlagte indslag blandet med helt uventede - f.eks. DR Vejret. Tilsammen giver mediernes dækning et meget fint overblik over både arrangementer og stemninger.
Læs her et medie-overblik med de historier og reportager, der har kunnet linkes til.
Læs også reportagen på Folkekirken.dk og på KirkeniKbh.dk
Ud over de festligheder, som Folkemøde Reformation og festgudstjenesten skabte, var der Hertug Hans Festival i byen. Også den vil blive husket som helt særlig, skriver foreningen bag festivalen på sin hjemmeside.