Historien om den vanvittige præst i Øsby

Det, at præster måtte gifte sig, var noget forholdsvis nyt i Sønderjylland, da Øsby Sogn i 1560´erne for første gang stod med en præsteenke. Hun hed Anna Fabricius, og sammen med sine børn boede hun fortsat i præstegården og levede af de indtægter, som tilfaldt sognets præst for at passe sit embede. Nu var problemet jo bare, at ingen præst passede et embede i sognet længere, men så længe menigheden ikke havde fået afklaret spørgsmålet om, hvad der skulle ske med præsteenken, kunne den ikke indsætte en ny præst. Ingen ledig præstegård, ingen ny præst.

Præsters ret og pligt til at leve i ægteskab var blevet indført omkring 40 år tidligere, i 1520’erne, hvor hertug Christian 3. i Haderslev havde gennemført Reformationen i området. Faktisk var Haderslev det første sted i hele Danmark, som gik bort fra den gamle katolske tro og over til den form for kristendom, der blev prædiket af Martin Luther – det er denne overgang, der kaldes Reformationen: Kirken skulle ikke længere styres af paven, men af den lokale fyrste, og synder skulle man ikke længere kunne betale sig fra ved at købe afladsbreve. Det var nogle af Martin Luthers centrale synspunkter.

Da Reformationen blev gennemført i Haderslev-området, hed præsten i Øsby Johannes Fabricius. Han var blandt andet ansvarlig for den store ombygning af kirken, der gav koret og skibet den nuværende imponerende højde. Johannes Fabricius var blandt de ivrige tilhængere af Martin Luther, og han havde formentlig allerede giftet sig, inden Reformationen kom til Haderslev. Ved Reformationen blev Johannes Fabricius af hertugen udpeget til en slags overpræst, der skulle tilse, at områdets øvrige præster praktiserede kristendommen som foreskrevet af Martin Luther. Sammen med sin hustru havde Johannes Fabricius sønnen Jacob, som blev sendt på universitetet i Wittenberg, højborgen for den lutherske lære. Efter studierne i 1530’erne vendte Jacob Fabricius tilbage til Danmark og blev professor ved Københavns Universitet i 1540’erne. I 1549 må hans far enten være blevet pensioneret eller død, for dette år forlod Jacob Fabricius hovedstaden for at blive præst i Øsby. Først giftede han sig med en præstedatter fra Vilstrup, Katharina, men da hun døde, giftede han sig med Anna.

Så var det, at Jacob Fabricius selv gik hen og døde, og Anna Fabricius stod tilbage som præsteenke. Nu udtænkte menigheden i Øsby Sogn en ordning, som på papiret så fordelagtig ud for alle parter. En ny præst skulle indsættes i kirken, og denne præst skulle giftes med præsteenken. Således skulle den nye præst, og ikke menigheden, tage sig af enken og hendes børn. Menigheden fandt da en kandidat til embedet, som Anna Fabricius kunne overtales til at gifte sig med.

Den nye præst blev Hans Strømesen, der stammede fra Haderslev, og i marts 1566 blev han, som aftalt, viet med sin forgængers enke. Vielsen, der foregik i Øsby Kirke, stod præsten i Starup for. Der gik dog ikke længe, før det gik op for menigheden i Øsby og alle andre i Haderslev-området, at man havde købt katten i sækken. Allerede i april fortælles det nemlig, at den nye præst i Øsby er blevet syg, og i maj måned præciseres det, at han er blevet ”… grebet af et svært vanvid og raseri…” og er blevet set løbe afklædt rundt om springvandet i Haderslev, ikke iført andet end en særk. Sommeren igennem fulgte lignende udskejelser, og det stod nu klart, at den nye præst i Øsby var blevet vanvittig. De ansvarlige for hans indsættelse fortrød deres beslutning, men den stod ikke længere til at ændre.

Det er uvist, hvornår Hans Strømesen ikke længere var i stand til at passe sit embede som præst, men det var formentlig allerede i 1566. I 1570 fremgår det, at Anna Fabricius havde ansat en kapellan ved navn Jens til at varetage sin syge mands præstegerning, mens hun passede ham derhjemme og håbede på hans helbredelse. Menigheden i Øsby var dog ikke begejstrede for denne ordning, og i et brev til hertugen i Haderslev, Hans den Ældre, beskrev Anna Fabricius, hvorledes folk i sognet ville have en ny præst og sætte hende og børnene på gaden. I de næste fem år blev sagen taget op med jævne mellemrum i breve til hertugen.

Pudsigt er det, at alt imens menigheden i de første par år ville af med Strømesen og have indsat en ny præst, vender den på en tallerken og vil pludselig gerne beholde Strømesen og kapellanen Jens. I 1575 kommer efter alt at dømme forklaringen på dette skifte. Hertugen havde nemlig fået den idé, at han ville indsætte vicerektoren på latinskolen i Haderslev, Knud Bramsen, som præst i Øsby. Det var menigheden meget imod, hvilket formentlig hang sammen med, at den forestillede sig, at Knud Bramsen blot ville bruge præsteembedet i Øsby som indtægtskilde. Måske ville han ligefrem selv blive boende i Haderslev og blot ansætte en ny kapellan til at passe de kirkelige pligter i Øsby. Da fandt menigheden trods alt den eksisterende ordning bedre – og det kunne jo endnu være, at den gamle præst kom sig, mindede menigheden deres hertug om. Ikke desto mindre endte hele sagen med, at hertugen indsatte Knud Bramsen som ny præst i Øsby, og at slægten Bramsen kom til at beklæde embedet i tre generationer. Hans Strømesen kom ikke til at prædike igen. Han døde i 1575. Hvordan Anna Fabricius blev forsørget, efter at den nye præst overtog embedet med dertilhørende præstegård og indtægter, vides ikke, men hun levede i hvert fald frem til 1606.

Historien om den vanvittige præst i Øsby giver således et sjældent detaljeret indblik i en meget mærkværdig sag, der i grunden var enestående, men som alligevel afspejler nogle af de nye forhold, Reformationen havde skabt for kirken i Haderslev-området.  

Gengivet med tilladelse fra forfatteren: Mikkel Leth Jespersen, museumsinspektør, ph.d., Museum Sønderjylland