Camino Haderslev Næs åbnet
En både cykle- og vandre-venlig kulturhistorisk perle og lillebror til Hærvejen åbnede 18. juni på Haderslev Næs. Den afmærkede rute adskiller sig markant fra Hærvejen ved flere gange at strejfe fjord, sø og bælt.
Hvis man har prøvet Hærvejen og gerne vil noget tilsvarende, men også anderledes, er den nye Camino Haderslev Næs et af sommerens mere oplagte valg. Læs om den her.
Bl.a. adskiller Camino Haderslev Næs sig ved at være bygget op omkring næssets kirker, ved at være kortere og dermed mere overkommelig som samlet rute, og ved en markant anderledes natur, hvor man flere gange går langs med vand og/eller med udsigt til vand. Det gælder bl.a. ved engen på Starup Hede, ved Halk Strand, ved Hejsager Strand, ved Slivsøen og naturligvis ved Årø, der kræver en tur med færgen.
Den nye camino åbnede søndag den 18. juni kl. 8.30 med en andagt ved biskop Marianne Christiansen i Haderslev Domkirke.
Efter åbningsandagten var der en lille byvandring med guide i Haderslev. Her fik man bl.a. historien om Haderslev Domkirke. Den lille byvandring sluttede ved Hertug Hans Kirke, hvorfra det stort anlagte program bevægede sig ud til de enkelte kirker på næsset. I løbet af dagen kunne man både løbe, gå, ride, cykle og geocache ad forskellige ruter. Den lokale afdeling af Fodslaw udbød således en vandring fra Hertug Hans Kirke over Heden til Starup Kirke. I Vilstrup arrangerede de "en festlig tur med faner og trompetspil" med et tilbud om at gå, så langt man kunne. Pilgrimspræst Elisabeth Lidell ledte en pilgrimsvandring på 10 km med afgang fra Halk Kirke. Den sluttede med Luther-gryde. På Årø, hvortil der var gratis færge hele åbningsdagen, blev der både udbudt en jazzgudstjeneste og to vandreture. Ville man derudover gå til færgen, kunne man gå fra Øsby Kirke med flere muligheder for at stå på "trækket" undervejs.
Blandt de sidste forberedelser i den gruppe af frivillige, der har udviklet camino-projektet, var at trykke et kort, der viser overnatnings- og indkøbsmuligheder på vejen. På den måde er der også en lokal erhvervsvinkel på caminoen.
Kortet kan afhentes gratis på turistkontoret på biblioteket i Haderslev.
Det kan desuden ligesom Jette Dahls nye bog om at vandre på Haderslev Næs erhverves på Camino Haderslev Næs' hjemmeside samt i kirkerne på næsset.