Fortsæt til hovedindholdet
Reformationen 500 år
Nyheder

Reformationsseminar om at være borger i den moderne verden

Reformationsseminaret fredag den 7. oktober i Haderslev afslutter en årelang optakt til Reformationens 500 års fødselsdag. I perioden er alle vinkler på Reformationens betydning for vores liv og verden blevet undersøgt i alt fra billeder og musik til uddannelse, politik, frihed og tolerance. Fredag den 7. oktober afslutter rækken af seminarer. Da står det at være borger i en mangfoldig verden på dagsordenen.

Selv om Martin Luther ikke rejste rundt i hele verden, har hans teser og Reformationen haft skelsættende betydning i det meste af verden og både religiøst, kulturelt, politisk, økonomisk og socialt.
Hvor det årlige reformationsseminar i Haderslev hen over de sidste år har undersøgt Reformationens betydning på alt fra billedkunst til politik, er det nutiden og den globale verden, der er temaet for det sidste. Det finder sted fredag den 7. oktober kl. 10.30 til 16.00 i den gamle latinskole i Haderslev.

Bag seminaret står Haderslev Domkirke og reformationsudvalget i Haderslev Stift. På gæstelisten til at tegne billedet af verden står tre hovednavne. Det er Ulla Morre Bidstrup, uddannelsesleder i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Hun er folkekirkens repræsentant i Det Lutherske Verdensforbund og vil holde oplæg om lutheranere i mange farver.
Den grønne kirke betegner også nutiden. Med henvisning til mottoet, at kirken til stadighed skal reformeres - nu udfordret af klodens tilstand - tegner Martin Ishøy, sognepræst og ph.d. i miljøetik, et billede af, hvordan kirken kan komme på højde med udfordringerne, og hvad Grøn Kirke kan og gør.
Efter en paneldiskussion taler Jørgen Bøytler, ph.d. og præst i Brødremenigheden, om både at være minoritet og del af en verdensomspændende kirke.

Reformationsseminarerne plejer at slutte i den gamle latinskole, men i år har deltagerne mulighed for at slutte med en orgelkoncert i domkirken.

Søndag følger en dansk-tysk reformationsgudstjeneste, hvor biskop emeritus Karsten Nissen prædiker. Et kor fra Lübeck medvirker i gudtjenesten sammen med domkirkens eget kantori.Se her program og tidspunkter for seminar og gudstjeneste. Tilmelding på mail til agbo@km.dk senest tirsdag den 27. september.