Fortsæt til hovedindholdet
Reformationen 500 år
Nyheder

500-året møder kulturen 

Der er fuld fart på reformationsjubilæet de kommende uger. Ud over det fortsat store program i sognene med bl.a. foredrag, debat, gudstjenester og sang medvirker folkekirken i kulturnætter og trekantfest i flere af stiftets store byer.  

"Kirken på vej", som siden efteråret 2016 har rullet gennem kirkerne i Fredericia Provsti, er et stort folkeoplysende forløb med teologiske foredrag og store gudstjenester. Det fortsætter året ud.
Men når folkekirken i Fredericia Provsti medvirker ved Trekantområdets Festuge i dagene 24. august til 3. september, er vægten lagt på læring gennem leg og sansning. 
Første programpunkt ligger torsdag den 24. august. Det er en "Frihedsvandring" til steder rundt i byen, der er forbundet med frihed. 


Lørdag den 26. august er den store dag. Den byder bl.a. på en stor hoppekirke, der bliver stillet op ved Landsoldaten, og det store reformationsspil "Luther på Volden". "Tag børnene i hånden og Bedste under armen og mød Luther og djævle, præster og pestramte og andet godtfolk," hedder det i præsentationen. Læs om tid og sted her.
Fredag den 1. og lørdag den 2. september appelleres der også til sanserne i det interaktive oplevelsestelt "1517 tur-retur". Her vil man bl.a. blive udfordret til at tage stilling til, hvordan det, der skete for 500 år siden, har betydning for vores liv i dag.
Find her kirkernes samlede program i festugen.

 

Abrahams børn og Reformationens døgn i Vejle

I Vejle er billedkunstneren Jens Galschiøts store skulptur "Fundamentalism" afsæt for det store kunst- og dialogprojekt "Abrahams børn". Skulpturen, som vil stå på Søndertorv i Vejle fra 1. september til 5. november, viser 600 af de lyseste og mørkeste citater fra Toraen, Bibelen og Koranen. Ud over hovedskulpturen på Søndertorv - som der vil være rundvisninger i - vil en række "satellitudstillinger" være at finde på biblioteker, skoler og kulturhuse i Vejle Provsti. Udstillingen åbnes officielt på Søndertorv i Vejle fredag den 1. september kl. 16, hvor Jens Galschiøt selv vil være til stede.


"Abrahams børn"
 er et stort dialogprojektet med afsæt i Jens Galschiøts "Fundamentalism". Projektet er organiseret i samarbejde mellem kirke, kommune og HistorieLab i Jelling og sigter bl.a. mod en besindelse på de fælles religiøse rødder i jødedom, kristendom og islam. Projektet indeholder ud over flere samtalecafeer, en "verdensmiddag", foredrag og en teaterforestilling det store kirkelige "Reformationens døgn", som finder sted fredag den 8. september fra kl. 15 til lørdag den 9. september kl. 15. Med en Anne Linnet-koncert og arrangementer som et comedy-show om Reformationen, en debat om den norske tv-serie "Skam", "unge spiser sammen", kulturnatkirke og kreative aktiviteter - f.eks. "Sejl med på Noas Ark" i Mariaparken - har "Reformationens døgn" en ung og folkelig profil.
Se her hele programmet for "Reformationens døgn" - følg også facebook-siden under det såkaldte Ungdomspræsteriet Vejle

Lagkage og alsang i Kolding

Også  kirkerne i Kolding Provsti har en folkelig markering af Reformationen i kulturnatten. Den finder sted fredag den 25. august og har overskriften "Luther og lagkage og alsang". Arrangementet er "en fælles, folkelig og festlig fejring af 500-året for Reformationen", fortæller provst Grete Wigh-Poulsen. Ude i gaderne og altså uden for kirkens rum.
Arrangementet starter med musikalske optog, der går til Akseltorv fra fire forskellige steder i Kolding. Læs detaljer her. Når de fire optog mødes på Akseltorv, vil der være kaffe og kage til 1.000 mennesker. Der vil desuden være alsang med nogle af Luthers salmer som udgangspunkt.
"Jo flere, der er til at synge med, jo bedre. Alle kan deltage, også selvom man ikke er fast inventar i kirken hver søndag,” lover provsten. 
Det er sognene i Kolding Provsti, der både står for de musikalske optakter/optog og leverer kage til arrangementet, mens Y’s Men’s klubberne i Kolding står for det praktiske på selve dagen.
Når "Luther lagkage og alsang" slutter på Akseltorv, er det muligt at opleve mere reformation i KulturNatkirken i Sankt Nicolai Kirke.