Det er et privilegium at høre fortællingen om Gud ved at møde det enkelte menneske, og i den nødstedtes ansigt ser vi Guds ansigt. Der, hvor næstekærligheden kommer til udtryk, er Gud til stede. Ansigtet hos det andet menneske fremtvinger ansvarlighed. Ansigtet insisterer. Du kan gøre et menneske lykkeligt ved at se dets ansigt, og få det til at føle sig værdiløs ved ikke at se det. Derfor er det væsentligt, at mødet mellem mennesker bliver et levende møde, hvor vi har øje for hinanden og hinandens liv - på tværs af grænser og forskelle, på trods af nederlag og anderledeshed.
Ansigt til ansigt
I en tid, hvor uligheden i samfundet ligefrem udtrykkes som et ideal for at skabe større dynamik, er det yderst påkrævet, at diakonien kommer på banen som en kritisk modspiller. Det kristne menneskesyn om det enkelte menneskes lige værdighed må fastholdes, ikke mindst af hensyn til de allersvageste. Derfor må den kristne menighed ikke lukke sig om sig selv, men gå aktivt ind i en diakonal indsats blandt de mennesker, der har brug for hjælp. Der er masser af ressourcer at tage af i folkekirken. Vi må blot tage opgaven alvorligt ansigt til ansigt med det gudsskabte menneske - som menighedsråd og ansatte, som lægfolk og frivillige.
Velfærd på afveje
Stadig debatteres der, om der er plads til ”de fremmede iblandt os”, om der overhovedet er en grænse for fattigdommen, og om ”ny velfærd” med vægt på målrettethed, effektivitet og økonomisk gevinst mere end på den menneskelige velfærd.
Træerne gror ikke ind i himlen, og det gør velfærdslandet heller ikke. En stigende individualisering med fokus på ”mig og mine rettigheder”, hvor ”noget-for-noget”-beregninger har vundet frem, og hvor forpligtelsen til solidaritet og omsorg for ”enkerne, de fremmede og de faderløse” er svundet ind. Velfærd er ad underlige veje blevet til et spørgsmål om at få fjernet ansvaret fra egne skuldre. Hvem skal så bære de tunge byrder?
Diakonal strategi
Samfundsudviklingen udfordrer folkekirken til at tage sin forpligtelse op og nyfortolke sit nærvær. Der er brug for diakonal kompetence og lederskab, for sognemedhjælpere og indviede diakoner, for økonomiske midler til aktiv, lokal indsats og diakoniudvalg i hvert stift. Diakonien har virkelig været en forsømt dimension i sognemenigheden gennem mange år, mens organisationsdiakonien har haft fuldt op at gøre med den omfattende menneskelige elendighed i et nært samspil med den officielle, sociale verden, som har haft god gavn af frivilligheden. Den tager sig af de ”uværdigt trængende” - de, der lever af sociale ydelser, men ikke selv formår at yde - med omsorg og accept uden at se på nytten af det. Ud af elendigheden spirer et håb!
Kærligheden givet videre
De frivillige organisationer har kæmpet for deres identitet, og nu er turen kommet til kirken selv. Den har brug for at generobre sin rolle i samfundet, hvor den har et evangelisk og et socialt forpligtet ansvar. Dagens Danmark kalder på en netværksdiakoni, hvor den lokale menigheds engagement i nærmiljøet er afgørende. Tætte fællesskaber, som kan skabe mening, håb og indhold i det svage og ensomme menneskes liv. Et sted at være, nogen at spise sammen med, at glædes og at græde sammen med. Enkle tiltag med stor kvalitet for menneskets skyld, både den, der hjælper og den, der hjælpes. Der er stor gensidighed i det. Når vi engagerer os, frigøres der kræfter i os, som vi måske ikke vidste, vi havde. Og der er stort brug for det frivillige engagement i en kirke, der grunder sig på Ham, der ikke kunne gå den nødlidende forbi uden at hjælpe, der ikke skilte budskab og handling - som en provokation i forhold til det etablerede system - og som bestandig holdt fast ved, at Guds kærlighed er en gave, der skal rækkes videre til andre. Men det går vist op for flere og flere, at en kirke uden diakoni ikke er kirke!
Tekst: Sigrid Horsholt Pedersen
