Fortsæt til hovedindholdet
Værested/café
Nyheder

Frokostklubben, Nørremarkskirken i Vejle

For mænd og organiseret af mænd som har forladt arbejdsmarkedet. 


Når man går på efterløn eller pension giver det mulighed for selv at kunne disponere over ens tid.  Tilbuddene om diverse aktivitetsmuligheder er mange. Det kan være at gå i teater, til foredrag, til undervisning, til musik, til sport eller dyrke forskellige hobby. Men for nogle efterlønnere og pensionister kan der dog alligevel opstå et savn, nemlig samværet med kolleger i ”kantinen”, ”frokoststuen”, ”skurvognen”, på ”lærerværelset” eller lignende, hvor der i arbejdslivet var mulighed for at sludre med andre om løst og fast fra den ”den brogede verden”.

Idé og opstart
I 1996 fik et par pensionister i Vejle Nørremarks Sogn - en tidligere overlærer og en tidligere direktør - den idé, at de ville oprette en frokostklub for mænd. Det skulle være en ”klub” med udstrakt frihed, hvor der hverken var medlemskort eller kontingent og heller ikke noget med tilmelding eller afbud. Den enkelte kunne blot komme med sin madpakke. En øl eller vand samt kaffe/the sørgede klubben for. Sognets menighedsråd stillede et lokale til rådighed i kirkens ungdomscenter, og Frokostklubben for yngre mænd, der er blevet ældre, blev en realitet.

Sådan gør vi
Den første mandag i ni af årets måneder mødes et bredt udsnit af efterlønnere og pensionister, der i deres arbejdsliv var aktive i diverse erhvervsgrupper med såvel praktiske som teoretiske opgaver.

Samværet afvikles efter en enkel, men fast plan. Man mødes kl. 11.30, hvor deltagerne bydes velkommen. Nye deltagere får en særlig velkomst og præsentation, og der synges en sang fra Højskolesangbogen. I den følgende halve time taler deltagerne ”mand med mand” med hinanden, mens man konsumerer indholdet i madpakken. Kl. 12.00 synges der igen en sang, hvorefter dagens gæstetaler får ordet. Han taler, fortæller eller causerer over et aftalt emne, og emnerne er meget forskellige. Talens varighed er på cirka 45 minutter, så der også er tid til at drøfte eventuelle spørgsmål, som taleren lægger op til det. Dagens samvær sluttes kl. 13.00 med en højskolesang at gå hjem på.

Kaffe/te øl eller vand er gratis, men der betales 35,00 kr. for ”at sidde på stolen”, som der står i klubbens program. Det beløb dækker øl/vand og kaffe/te samt de almindelige udgifter, der er forbundet med arrangementet. Samværet kan naturligvis ikke bære et rimeligt honorar til gæstetaleren, hvilket alle talere hidtil har accepteret ud fra forståelsen af selve idéen med en frokostklub af denne specielle art. Men taleren bliver dog symbolsk honoreret med et par flasker god vin eller andet. Drejer det sig om en udenbys taler, tilbydes der også rejsegodtgørelse. Hvert år i maj arrangerer Frokostklubben desuden et aftenarrangement med damer.

Organisering
Frokostklubben ledes af et udvalg bestående af tre pensionister, og udvalget er selvsupplerende. Og Frokostklubben har som formål at være et godt tilbud til mænd, som en gang om måneden har lyst til at mødes med andre mænd i pensionsalderen omkring madpakken og for at drøfte aktuelle spørgsmål og lytte til et relevant foredrag. Der er som nævnt ikke tale om medlemskab af klubben, men i øjeblikket er der cirka 115 navne i klubbens navne- og adressekartotek, og der er mellem 70 og 80 deltagere pr. gang. Klubben er åben på den måde, at den ene inviterer den anden med, og derfor bruges der ikke udover det halvårlige program meget på agitation for klubben. Man kan sige, at det er efter ”mund til mund” eller ”mand til mand” metoden.

Mandskor
Nogle deltagere fra Frokostklubben har på det seneste dannet et lille mandskor, som ledes af Nørremarkskirkens korleder. Indtil nu har koret medvirket med sang ved gudstjenester i Nørremarkskirken 2. påskedag og Allehelgens søndag i 2013. 

Tekst: Mogens Nielsen