Børnekoret i Brændkjærkirken, Kolding
Børnekoret i kirken kan være det lille hjerte, der får pulsen til at slå i kirkens arbejde med børnefamilierne.
Korarbejdet foregår mange steder og på forskellige måder. I nogle kirker som det eneste, der tilbydes børn og unge mennesker. Andre mennesker som et af flere tilbud. Her vil jeg fortælle om, hvordan det foregår hos os i Brændkjærkirken, hvor jeg som sangpædagog og sognemedhjælper tager mig af spirekor, børnekor og familiekor.
Vi skal altid vide, hvorfor vi opretter en aktivitet. Der er mange gode grunde til at ønske sig et børnekor, og dem bør man holde sig for øje, når man går i gang og undervejs. Korarbejdet er en vigtig del af kirkens undervisning. Salmesangen er kirkegængerens mulighed for at deltage aktivt i gudstjenesten. Det gælder såvel barn som voksen. Korsangen er det store fælles åndedræt – det skal alle så vidt muligt klædes på til at kunne være en del af. Kirkens sange og salmer lever ikke af sig selv. De skal synges af hver generation. Eller gå i glemmebogen.
Børnekoret kommer med liv og løjer, sang og dans uge efter uge. Og inden længe har børnene taget kirken til sig som deres og holder børnegudstjeneste som det mest naturlige i denne verden – og der er et hav af andre gode grunde til at undervise i korsang.
Man kan ønske sig, at der kommer voksne i kirken, men det er ikke OK at bruge et børnekor som lokkemad for at få forældrene herhen. Et børnekor er for børnenes skyld og skal bruges til glæde for børnene. Det vil også glæde forældrene og resten af menigheden.
KorstrukturenI sæson 2013-14 så det nogenlunde sådan ud:
Spirekor for 0. klasse: 20 børn
Spirekor for 1. - 2. klasse: 45 børn
Børnekor for 3. - 5. klasse: 20 børn
Ungdomskor for 6. klasse og op: 12 piger
Familiekor for mødre og børn: 25-40 sangere (lejlighedskor med 2 projekter om året)
Hvad vægter jeg?
Sangglæde, sange og salmer af høj kvalitet i mange musikalske stilarter, udvikling af sunde og naturlige sangstemmer, venskab og gudstjenestefællesskab. Det er tankerne bag mit korarbejde i kirken. Holder jeg fast ved det, er der gode chancer for, at koret trives. Jeg kender hurtigt alle navne på børnene og hilser hver gang på dem og nævner deres navn. De skal vide, at de er set, og at jeg synes, det var godt, at de kom. På den måde en stille forkyndelse af det, der må lyde i kirken: Enhver er værdifuld.
Grundig forberedelse og et smittende engagement er alfa og omega for korlederen. Spirekor og børnekor medvirker ved børnegudstjenester og Godnathistorie (også kendt som Gud og spaghetti osv.). Det er vigtigt, at børnene får gode kirkeoplevelser. Gudstjeneste skal være noget, man glæder sig til. Noget, man kan invitere vennerne med til. Ikke noget langt og uforståeligt, som man skal ”stå igennem”. Børnene er altid med nede i kirken og involveres så vidt muligt i oplæsning af bønner, uddeling af sangark osv. Et børnekor er ikke en installation i kirken sammen med kirkens orgel. En børnegudstjeneste tager ca. 30-45 minutter og er udelukkende i børnehøjde. Se, DET er også noget, der taler til de voksne.
At være kirke er også at være noget for andre
Det må man godt lære, selv om man kommer for at synge. Derfor har jeg i år involveret mine børnekorssangere i et diakonalt projekt. Og diakonien har vendt flere veje. For da vi gjorde noget godt for andre, gjorde vi også noget godt for og med hinanden.
Vi kastede os over et stort bageprojekt, hvor vi fra oktober bagte småkager i kirkens køkken og solgte kagerne til kirkens arrangementer og gudstjenester. Jeg var mange eftermiddage i køkkenet med tre til fire børn ad gangen. Børnene bagte og solgte kager. Og talte pengene op, da sidste kage var solgt i december. 7.079 kr. blev sendt til hjælp i Syrien gennem Folkekirkens Nødhjælp. Børnene var stolte og glade, havde fået tættere relationer til hinanden, havde hilst på en menighed, der havde en glubende appetit på småkager, og fik lejlighed til at drøfte mange ting med mig hen over køkkenbordet.
Familiekor
Vil man gerne lave korsang for mødre og børn, kan jeg anbefale, at man opretter et familiekor. Gerne fra midten af maj til midten af juni, hvor familierne igen har lidt luft i kalenderen. Det er sjovt. Og husk – det er stadig på børnenes præmisser! Så skal mødrene nok hænge på. Hvis vi vender det om – så keder børnene sig, og både mor og barn falder fra. Find det rette repertoire og syng fra kl. 16.45 - 17.30. Så kan far lige nå at stå klar med aftensmaden.
Tekst: Anne Mette Meyer