Besøgstjeneste i Løsning og Korning Sogne
I over 25 år har besøgstjenesten i disse to små sogne nær Horsens været igang.
Hvorfor etablere arbejdet og hvorfor blive ved? Vi fornemmer, der er et stort behov. Antallet af mennesker, som er ensomme, er desværre stigende.
Målgruppen: Både dem som ønsker en besøgsven uanset alder og livssituation og alle dem, som gerne vil være besøgsven, give af deres tid, være medmenneske og medvandrer på et andet menneskes livsvej og dermed være med til at bringe lyspunkter ind i et andet menneskes hverdag. At være med i tjeneste som besøgsven er med til at skabe livskvalitet for en borger.
Hvordan kom vi igang? Besøgstjenesten er over 25 år gammel hos os. Det er to små sogne, Løsning og Korning, og alligevel har vi den glæde, at 25 besøgsvenner besøger endnu flere værter. Nogle venner har flere værter de besøger.
Besøgsven og vært
I dag har vi en folder og en plakat, som omhandler at være besøgsven og være besøgs-vært. Brochuren ligger i kirkerne, i hjemmeplejen, på plejecenter og i Aktivitetshuset. Jeg har besøgt hjemmeplejen og gjort dem opmærksom på muligheden for at kontakte mig, hvis de i deres arbejde møder nogen, som giver udtryk for, at de kunne have brug for en ven. Her bliver jeg jævnligt kontaktet.
Når jeg modtager en henvendelse, tager jeg på besøg hos den pågældende. Her finder jeg først ud af, om det er et reelt ønske, vedkommende har, eller det blot er en idé, familie eller hjemmeplejen har fået. Er det et ønske fra den pågældende, finder jeg i løbet af samtalen ud af, hvem vedkommende er, hvad er dennes interesser, hvad har han/hun engang beskæftiget sig med tidligere, tilflytter eller lokal, og rigtig vigtig: Hvad er hans/hendes ønsker til en besøgsven. Alt sammen for om muligt at lave det bedste match med en kommende besøgsven. Forarbejdet her prioriterer jeg meget højt.
Når jeg har fundet en besøgsven til den pågældende, tager jeg igen på besøg hos værten, hvor jeg forelægger besøgsvennen for vedkommende, og værten har her mulighed for at takke nej. Hvis de takker nej af forskellige årsager, finder jeg naturligvis en anden. Hvis de takker ja, kontakter jeg besøgsvennen, som derefter enten ringer eller tager på sit første besøg. Det aftales med værten.
Besøgsven og vært aftaler nu selv med hinanden, hvordan deres ønsker er hver især for indholdet af samværet, og hvor ofte besøgene skal/kan være. En gang om ugen eller hver 14. dag. Måske ønsker begge bare ”drop ind” måden, andre bliver enige om et fast tidspunkt. Det lader jeg være helt op til dem. De får også begge at vide, at de til hver en tid kan kontakte mig og afbryde forholdet. Det er dog endnu kun sket en enkelt gang, men det er vigtigt, at de føler muligheden er til stede.
Andre overvejelser
Besøgsvennerne er udstyret med viden om tavshedspligt, grænser for egen formåen og andre vigtige forhold igennem en folder, jeg har lavet til det formål: ”Hvad bør man vide som BESØGSVEN”.
Jeg benytter mig også af kirkebladet og skriver her jævnligt om arrangementer, invitationer og informerer om muligheden for at blive en del af denne vigtige tjeneste.
Menighedsrådet afsætter årligt penge til besøgstjenesten og dækker også udgiften til stor liftbus ved den årlige udflugt. Her plejer bussen at være fyldt til sidste plads, og der er kørestolsbrugere og rollatorer med.
Aktivitets kalenderen for besøgstjenesten
Januar: Temadag for besøgsvenner uden værter. Her inviteres en underviser, som tager forskellige emner op. Eksempelvis: demens, at miste en besøgsven, vigtigheden af at fortælle sin livshistorie osv. Vi begynder med information om årets kommende arrangementer, vi hygger med lækkert smørrebrød, og derefter er der undervisning. Fra 11.00 til 14.00.
Maj/juni: Udflugt for besøgsvenner og værter sammen i stor liftbus. Stor succes!
September: Høstfest for venner og værter sammen
Oktober: Status-eftermiddag for besøgsvennerne uden værter. Her drøfter vi alles tjeneste. Gennemgår hver enkelt. Her spørges ind til de enkeltes oplevelse af at være besøgsven, og det giver mig større indblik i hele situationen og viser mig også, hvor jeg kan sætte ind. Vi drøfter også idéer til kommende arrangementer, og besøgsvennerne medinddrages i beslutninger.
December: Fredag før første søndag i advent: Alle besøgsvenner henter en julestjerne i kirkecentret, som de skal bringe ud til deres besøgsven med en hilsen fra besøgstjenesten. Når de kommer og henter julestjernen i Kirkecentret, har jeg også en lille erkendtlighed klar til alle besøgsvenner sammen med en tak for året, der er gået, og for den tjeneste, som de har sagt ja til og er en vigtig del af.
Julefesten, årets største fest for venner og værter sammen. Med blandt andet julesange, børnekor, julehistorie, juletræ og pakkeuddeling (vennerne har hver to pakker med) og lækkert hjemmebag og risalamande med kirsebærsovs. 70-80 festglade venner og værter, og øvrige som har lyst at være med.
Øvrig pleje af de frivillige
En gang hvert andet år inviteres alle frivillige medarbejdere ved kirken, cirka 230 personer til en stor fælles fest med spisning, musik, spas, kabaret, andagt og lovsang lavet af lokale kræfter.
Tekst: Randi E. Hummelmose