Det professionelle diakonale arbejde i Fredericia

Lige så vigtigt sognenes frivillige diakonale arbejde er, lige så vigtigt er det at have et professionelt diakonalt arbejde til at løse de opgaver, som ingen andre magter, og til at tage sig af de mennesker, som ingen andre formår at inddrage i et fællesskab.

At være dér, hvor ingen andre er
De professionelle organisationer (KFUM’s Sociale Arbejde, KFUKs Sociale Arbejde, Blå Kors og Kirkens Korshær for blot at nævne nogle af dem) har gennem en lang række år uddannet sig til at være netop dér, hvor ingen andre er. Hos det medmenneske, der af den ene eller anden grund ikke længere magter sit liv. Hos det menneske, der falder igennem såvel det offentliges sikkerhedsnet som kirkens – selv hvor sognets diakonale arbejde er stærkest.

Fællesskab for de mest udsatte
For mennesker med alvorlige psykiske lidelser ofte i kombination med massivt misbrug, hjemløshed, ensomhed og isolation – mennesker i dybeste sociale nød – er ikke en opgave for sognene, men for de professionelle kirkelige organisationer. På væresteder, herberger og institutioner; blandt folk med uddannelse og erfaring tilbydes et fællesskab for de allermest udsatte. Dér kan de, når arbejdet lykkes, få lov til at være – og også få lov til at være i fred. De er sammen med mange andre ”skæve eksistenser”, og det er i orden at være den, man nu engang er. Der stilles ikke krav, som man ikke kan honorere. Og alligevel kan man få hjælp til det nødvendigste.

Efterfølgelse
I de diakonale organisationer er grundlaget for arbejdet – som i sognemenigheden – det Ny Testamentes fordring om efterfølgelse af Jesus fra Nazaret. De mange historier om Hans færden blandt de marginaliserede og Hans eget liv som udstødt og udsat er pejlemærket for, hvordan arbejdet skal drives og hvilke opgaver, der skal løses.

Sognenes indsats
Selvom det altså er professionelt arbejde, der drives, har organisationerne dog stadigvæk brug for sognene. Det er sognene, der kender deres sognebørn og ved, hvem der kunne have glæde af et nærliggende værested. Sognene kan skaffe egnede frivillige medarbejdere. Der er brug for støtte (også økonomisk), for opbakning og inspiration. Brug for den gode medleven.

Sognet og de diakonale organisationer
Endelig kan man sige, at hvert sogn har sine udsatte og dermed giver en opgave fra sig i erkendelse af, at de mest sårbare har brug for særlig hjælp og omsorg; uden at det fritager sognet for den grundlæggende forpligtelse.

Så mens sognene tager sig af det, som er op til dem, forsøger organisationerne nænsomt at drage omsorg for de mennesker, de ikke når. Og på den måde hænger sognet og de diakonale organisationer sammen.

Tekst: Inge Pilegaard Thomsen