Biskop Marianne Christiansen. Foto: Lene Esthave/Haderslev Stift
Diakonien er kirkens gang på jorden. Kirkens væsen. Kirkens måde at være til på. En kirke, der ikke yder hjælp til nødstedte, er ingen kirke.
Diakonien er ikke noget, der kommer til som et tilvalg i kirken – noget kirken enten kan vælge at gøre noget ved eller ej. Den udspringer af evangeliet. Den er den livsform at få øje på hinanden på vejen og blive bevæget til handling.
Den kristne diakoni har rødder i jødedommen. I Mosebøgerne hedder det, at Gud er en Gud, der ”skaffer den faderløse og enken ret, og som elsker den fremmede og giver ham føde og klæder” (5. Mos 10,18). Og ifølge profeten Esajas siger Herren:
”- den faste, jeg ønsker,
er at løse ondskabens lænker
og sprænge ågets bånd,
at sætte de undertrykte i frihed,
og bryde hvert åg;
ja, at du deler dit brød med den sultne,
giver husly til hjemløse stakler,
at du har klæder til den nøgne
og ikke vender ryggen til dine egne.
Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden …”
(Esajas 58, 6-8)
Den kristne diakoni har to sider: Hjælp til nødlidende og kamp for retfærdighed for de svageste.
Diakonien er både den konkrete omsorg for fattige, syge, ensomme, mødre, soldater, misbrugere, og i opbygning af sociale netværk – og den samfundsmæssige og politiske side: Arbejdet for at ændre vilkårene, så nøden afhjælpes.
Diakonien i folkekirkens historie
I urkirken og oldkirken er de kristnes omsorg for de svage et af de kendetegn, der med tiden gør kristendommen velset og respekteret i samfundet.
På mange måder var den organiserede diakoni selve den katolske kirkes struktur i middelalderens Danmark: Klostre, der organiserede og udviklede hjælp til syge og fattige, og opbygningen af sognestrukturen, hvor sognepræsterne havde ansvar for at yde hjælp og omsorg i hele landet.
Ved reformationen sker der en stor omvæltning i forhold til diakonien, fordi kirkens økonomiske grundlag for at drive diakoni overdrages til staten. Dermed overtager kongemagten forpligtelsen til at sørge for kirkens diakoni – hospitalsvæsen og omsorg for de fattige osv.
I Kingos salmer fra slutningen af 1600-tallet synger vi om diakonien som den enkelte kristnes forpligtelse, en del af kristenlivet (se f.eks. Salmebogen nr. 684-687):
Hold dig til alles nød og trang
med hjælp og trøst at lindre,
lad verden aldrig nogen gang
fra kærlighed dig hindre!
(DDS 686 v. 6)
Med 1800-tallets folkelige, kirkelige og politiske vækkelser vokser filantropien (græsk for ”menneskekærlighed”) frem som frivilligt, organiseret hjælpearbejde, sammen med organiseringen af mission og diakoni. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet opbygges mange af de organisationer og institutioner, som stadig i dag kendetegner diakonien i Danmark: Diakonissestiftelsen, Kirkens Korshær, Folkekirkens Nødhjælp, Menighedsplejen osv.
Nutidens udfordring
I Kirkeministeriets Betænkning 1477 fra 2006 beskrives folkekirkens bærende struktur som 4 søjler: gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission. Det afspejler nutidens stigende bevidsthed om, at disse opgaver skal varetages af sognene og ikke kun af organisationerne. Sognenes og menighedsrådenes opmærksomhed er de seneste år blevet rettet mere mod diakonien, selv om det ikke umiddelbart kan ses af de økonomiske midler, der bruges i sognene. Traditionen for frivillighed i diakonalt arbejde præger måske budgetlægningen.
Udfordringen i dag er at styrke bevidstheden i sognemenighederne om, at diakoni er kirkens hjertesag. Det er godt, at samfundet er stærkt, men der er desværre megen nød, som ”systemet” ikke kan afhjælpe eller er opmærksom på. Sognene har fået økonomi og frivillige kræfter til at løfte opgaverne lokalt, sådan at diakonien kan blive nærværende i folkekirkens daglige liv. For det er livet om at gøre for folkekirken, for samfundet og for det enkelte menneske, at kærligheden og omsorgen for medmennesket bliver konkret.
Marianne Christiansen, biskop over Haderslev Stift.
