Tidligere bankdirektør bliver sognepræst i Øsby Pastorat
67-årige Jørn Nedergaard er tidligere filialdirektør og advokat med speciale i konfliktmægling. Nu skifter han spor og bliver ny præst i Øsby og på Aarø per 1. marts.
67-årige Jørn Nedergaard er ny præst i Øsby Pastorat i Haderslev Domprovsti per 1. marts.
Øsby og Aarø Kirkes nye præst har tidligere arbejdet som filialdirektør og som advokat med speciale i konfliktmægling, men har nu taget §1A-uddannelsen som præst. Privat er han gift med Jette Nedergaard.
Hvorfor blev du præst?
- Det er Bibelens kærlighedsbudskab, som er vigtigt for mig. Derfor har jeg fokus på den kærlige relation imellem Gud og mennesker og mennesker indbyrdes. Jeg tænker, at den ultimative position for formidling af kærlighedsbudskabet er at være i tjeneste som præst.
Hvilken slags præst vil du gerne være?
- Relationen mellem mennesker har min store interesse, derfor vil det også være vigtigt for mig at være en præst, som er til rådighed for samtale. Det handler for mig om at møde alle med åbenhed, ydmyghed og empati, og om at stille sig til rådighed, når der er behov for trøst og vejledning.
Hvad oplever du som den største udfordring ved at være menneske i dag?
- Vi lever i en hektisk tid, hvor der er en stor forventningen om succes, både for det enkelt menneske og for det omgivende samfund. Det synes at resultere i en stor grad af selviscenesættelse, men det fører ikke nødvendigvis til selv-forståelse og en klar identitet.
Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?
Folkekirkens vigtigste opgave er at formidle evangeliet, så det vækker genklang i vort liv og i relationen til vore medmennesker. Et møde med medmennesket er et møde med Gud. Det skal kunne opleves i gudstjenesten, i en samtale med præsten og alle de andre tjenester, som mennesker søger i kirken.
Hvilken salme holder du særligt af og hvorfor?
- “Hil dig, Frelser og Forsoner” ligger højt på min salmehitliste. Og jeg har en forkærlighed for vers 7: “Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng! For jeg synes, at Grundtvig her på vidunderlig vis udtrykker Gudsrelationen, som for mig viser sig i mødet mellem mennesker.
Hvad er det bedste sted i Bibelen og hvorfor?
- Kærligheden er bibelens røde tråd. Det ser jeg i særlig grad udtryk i første korintherbrevkapitel 13: “Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”
Hvilken bog ligger på dit natbord?
- Lige nu ligger der ikke nogen bog på mit natbord, men i nær fremtid vil jeg gerne læse Sørine Godtfredsens bog “Livskraft”, som er en fortælling om Grundtvig og Kim Larsen.