Ny præst i Jegerup Kirke

46-årige Bo Bergholt Grymer er gift og far til tre drenge. Han er vokset op med FDF, hvor han senere blev leder. Han kommer ud af en præstefamilie, da hans far og farfar også var præster, så det folkekirkelige var en naturlig del af Bo Bergholt Grymers barndom.

Efter teologistudiet skrev han ph.d.-afhandling om moderne luthersk skabelsesteologi, som den kommer til udtryk hos K.E. Løgstrup og Oswald Bayer.

Bo Bergholt Grymer er glad for at holde foredrag og undervise, så efter nogle år som præst, havde han ca. fire år som lærer: Dels et år i folkeskolen og derefter på forskellige læreruddannelser, hvor han underviste i dannelsesfaget ”Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab”.

Hvorfor blev du præst?
- Det var helt naturligt for mig at søge ind på teologistudiet. I gymnasiet skrev jeg 1.g.-opgave om Grundtvigs ”De levendes land” og 3.g.-opgave om Kierkegaards ”Frygt og bæven.” På teologistudiet kunne jeg få muligheden for at fordybe mig mere i de store åndskæmpers tanker. Desuden var jeg tiltalt af studiets bredde – med både sproglige, historiske, filosofiske og teologiske fag. Jeg var længe i tvivl om, hvorvidt det var præstevejen, jeg skulle vælge, og det har også taget mig noget tid at falde til i rollen. Men nu, hvor jeg har fundet det rette sted i tresognspastoratet, føltes det rigtigt. Jeg nyder også præstearbejdets bredde, og så er jeg blevet bevidst om, at det er et af de få steder i samfundet, hvor fordybelsen og eftertanken stadig vægtes højt. Det skal vi værne om.

Hvilken slags præst vil du gerne være?
- Jeg tror, at det er vigtigt at være sig selv i præsterollen. Der findes lige så mange måder at være kristen på, som der findes kristne, og jeg bilder mig ikke ind som præst at være en særlig eksemplarisk kristen. Jeg sætter stor pris på at være i et pastorat med flere præster. For vi har forskellige styrker og appellerer til forskellige grupper. Den del af præstearbejdet, som jeg føler mig mest hjemme i, er formidlingen af kristendom i prædikener, undervisning og foredrag. Mit ideal er her at tale folkeligt om tilværelsens store spørgsmål. Jeg deler langt hen ad vejen Løgstrups holdning om, at ”religion omhandler livets konstanter”. Derfor kan Bibelens fortællinger stadig tale til os i dag, og derfor kan vi stadig lære meget af at læse de store klassikere, uanset hvornår de er skrevet.

Hvad oplever du som den største udfordring ved at være menneske i dag?
- At værne om tiden til fordybelse. Vi lever i et ”accelerationssamfund”, hvor det hele tiden flimrer og støjer omkring os. Vores læse- og koncentrationsevne forringes løbende, hvilket jeg tydeligt erfarer på mine konfirmandhold. Jeg er selv et sprog-menneske, som er uddannet i en læsetradition til at være ’Ordets forkynder’. Det er en udfordring i vores tid, der i højere og højere grad bliver en billedkultur. Jeg er splittet i forhold til, i hvor høj grad vi som kirke skal lære at navigere i et nyt farvand eller være kritisk modkultur. Det er nok ikke enten-eller. Min erfaring er også, at når folk møder et budskab, som går dybere end tidens flygtige overskrifter, så lyttes der.  

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?
- En overskrift for folkekirkens opgave i dag kunne være, at vi skal lære at ’følge med tiden, men ikke med strømmen.’ Det kræver teologisk kyndighed at holde fast i denne skelnen. For der er stor forskel på at ændre kirkens profil for at tale et sprog, der kan forstås i dag, og på at ændre profilen for at stryge folk med hårene. 

Hvilken salme holder du særligt af og hvorfor?
- Der er særligt en salmedigter, som har stor betydning for mig. Det er Simon Grotrian, som jeg lærte at kende i den første faste stilling, jeg var i. Han var trofast kirkegænger og vores relation udviklede sig til et nært venskab. Han var et meget vidende og empatisk menneske, men havde også et følsomt sind, som kunne være en udfordring for ham. Selvom han var sytten år ældre end mig, havde han formået at bevare barnets rene blik på verden. Det ser man tydeligt i hans salmer, hvor bl.a. ”Velsign mit barn, du kære Gud” og ”Guds nåde er en vintergæk” er blevet nyklassikere i folkekirken. Jeg sætter også stor pris på ”Troen kan vi ikke gruble” og på ”Når klokken ringer solen ind”, som vi sang til Simons begravelse.

Hvad er det bedste sted i Bibelen og hvorfor?
- Jeg tillader mig at vælge to, da der er så mange. ”Lignelsen om den uærlige godsforvalter”, som er en svær tekst at prædike over, slutter af med disse Jesus-ord: ”Den, der er tro i det små, er også tro i det store. Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store” (Luk. 16,10). Det er for mig en vigtig påmindelse om, at inden vi forsøger at redde hele verden, så skal vi i det små og nære vise, at vi er værd at stole på og til at holde ud at leve sammen med. Det er her den store prøve står.

- Det andet tekststykke, som jeg sætter særlig stor pris på, er det, der kaldes ’kærlighedens lovsang’ i 1. Korintherbrev 13. Der er mange smukke formuleringer her, men det er faktisk afslutningen, jeg sætter mest pris på: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud” (1. Kor. 13,12). Dette vers er en eviggyldig påmindelse til os om, at vi er begrænsede væsner med blinde vinkler livet igennem. Ingen af os har en direkte adgang til sandheden, men kan højest erkende og erfare den stykkevist. Glemmer vi det, kommer vi til at sætte os selv i en position, hvor vi mener at kunne bedømme, hvem der er rigtige og forkerte, inde og ude, gode og onde. Det ser vi også tendenser til i dag, hvor nogle ’vakte’ mener at kunne udpege alle de privilegieblinde undertrykkere, mens de glemmer alt om deres egne blindheder.

Hvilken bog ligger på dit natbord?
- Min dårlige samvittighed er, at jeg ikke får læst særligt meget skønlitteratur for tiden. Det er ikke fordi lysten mangler, men der er så meget faglitteratur, som lige nu får førsteprioritet. Jeg har for nyligt holdt et par oplæg om kristendommens kærlighedstanke. I forlængelse heraf har jeg på ny kastet mig over Luther og gavens teologi. For det ser ud til, at Luthers reformatoriske pointe om ”nåden alene” er blevet tolket for snævert. Måske skal Gud ikke ses som den eneste aktive part i trosforholdet, da mennesket også giver noget tilbage til Gud i form af anerkendelse og videregivelse. Denne tolkning vil gøre Luther mere økumenisk og giver større muligheder for en dialog med både katolikker og ortodokse.