Fortsæt til hovedindholdet
Nyhedsarkiv 2025
Nyheder

Sådan organiserer Gl. Haderslev Kirke 100 frivillige

Gl. Haderslev Kirke har mere end 100 frivillige tilknyttet både faste og løbende opgaver. Læs mere om den struktur og kultur, der gør det muligt at have en så høj grad af frivillighed.

Frivilligfest i Gl. Haderslev Kirke

Gl. Haderslev Kirke holder hvert år sin populære frivilligfest, hvor menighedsrådsformand Rasmus Hejsel præsenterer alle de frivillige arbejdsgrupper og takker de frivillige kræfter.

En kirke med mere end 100 frivillige fordelt på 30 forskellige grupper kræver en solid organisering og en klar frivilligpolitik for at sikre, at engagementet bliver ved med at blomstre.

For at kunne håndtere de mange frivillige er der udpeget en tovholder for hver gruppe. Nogle af disse er ansatte, mens andre er frivillige.

- Det ville kræve en fuldtids frivilligkoordinator, hvis ikke vi brugte frivillige til også at være tovholdere. Jeg har mange andre opgaver, så for at kunne have en høj grad af frivillighed har vi måttet organisere os på en anden måde, fortæller Vibeke Hansen, der er kirke- og kulturmedarbejder i Gl. Haderslev Kirke.

Hver tovholder er ansvarlig for vagtplaner, kontaktlister og at sikre, at opgaverne bliver løst. Det skaber en fleksibel og effektiv struktur, hvor både ansatte og frivillige arbejder tæt sammen.

Vigtigheden af frivillighed 

Det stærke frivillige engagement i kirken kan spores tilbage til menighedsrådsformand Rasmus Hejsel, der også er tidligere leder af Frivillighuset i Haderslev. Han står b.la. bag kirkens frivilligpolitik og tovholderprincippet. 

- Det, der har betydet allermest for, at vi lykkedes med vores frivillige engagement er, at vi har haft en formand, der har italesat vigtigheden af frivilligt arbejde. Menighedsrådet har ikke været i tvivl om, at frivillighed er noget, vi arbejder for, fremmer og plejer, forklarer Vibeke Hansen.

Og det er en indsats, der løbende bliver anerkendt. Hvert år bliver der afholdt en stor fest med god mad, underholdning og en takketale, hvor alle frivillige bliver set og værdsat. Desuden modtager de en personlig tak op til sommerferien og til jul.

Afgrænsede opgaver 

Når nye flytter til sognet, spiler frivillighed en vigtig rolle i at integrere nye kirkegængere i fællesskabet.

- Jeg prøver at knytte nye tilflyttere til den faste menighed ved f. eks. at invitere dem til at være kaffekirkeværter i forbindelse med højmessen. På den måde får de hilst på kernemenigheden og bliver nemmere en del af fællesskabet. 

Og hvis de nytilflyttede får lyst til endnu mere frivilligt arbejde i kirken, er der flere muligheder: I sognehuset har Vibeke Hansen sørget for, der ligger en frivilligmappe med forskellige opgaver, som hver har en kort, præcis beskrivelse af, hvad opgaven indebærer, og hvor lang tid, man skal sætte af til den. 

- Det er vigtigt med en klar ramme i forhold til, hvor meget tid den enkelte frivillige skal sætte af til en opgave, så folk ved, hvad de går ind til, og hvor meget tid, tingene kræver. 

For at imødekomme forskellige behov tilbyder kirken både faste frivillige opgaver og ad hoc-opgaver. Det betyder, at der er plads til både de frivillige, der ønsker en fast opgave, som f. eks. foregår en gang om måneden over 2-3 timer per gang, og dem, der gerne vil hjælpe ved enkeltstående arrangement, hvis der f. eks. skal købes ind til en grillaften.