Fra Luther til Grundtvig: Salmetraditionens udvikling

Salmesangen har udviklet sig fra Luthers reformer til nutidens moderne salmer og spiller stadig en central rolle i tro, fællesskab og kirkens identitet, fortæller hymnolog og musikforsker Helen Rossil.

05.03.2025

Salmetraditionen i den danske folkekirke er langt mere end blot en samling af gamle salmer og sange – den er en levende fortælling om tro, fællesskab og musikalsk udvikling.

Salmesangen har haft flere højdepunkter gennem historien, afhængigt af, hvordan man måler dens betydning. Kirkemusikken har dermed gennemgået en markant transformation. Og når vi ser på salmesangens udbredelse og betydning, er der bred konsensus om, at 1800-tallet og Grundtvigs tid var salmesangens største æra, fordi den her blev en stærk identitetsmarkør for den danske folkekirke og et bredt folkeligt fællesskab.

Vi kommer dog ikke udenom Martin Luther og hans reformer, når vi taler om moderne kirkemusik, fortæller Helen Rossil, der er salmeforsker og hymnolog med speciale i salmesang:

- Uden Luther ville vi næppe have den salmetradition, vi kender i dag. Hans reformer i 1500-tallet brød med den katolske kirkes latinske liturgi og gjorde salmesangen langt mere tilgængelig for menigheden ved at oversætte den til modersmålet. Dermed blev kirkesangen ikke længere forbeholdt præster og kor, men et fælles anliggende, hvor hele menigheden deltog aktivt, siger hun.

LÆS OGSÅ ARTIKLEN "REFORMATIONENS LYDSPOR" VED AT KLIKKE HER.

Fra liturgisk redskab til fortolkende element

I de første århundreder efter reformationen bevarede salmerne en tæt tilknytning til liturgien. De fungerede som en del af gudstjenestens faste struktur, hvor deres funktion var at understøtte messen og dens teologiske indhold.

- Omkring år 1800 begyndte så en ny udvikling, hvor salmerne fik en mere fritstående rolle. I stedet for udelukkende at være liturgiske blev de nu også pædagogiske og fortolkende elementer i gudstjenesten. Og i dag er salmerne ikke længere bundet til en fast struktur, men fungerer som fleksible brikker, der kan vælges ud fra dagens tekst og prædiken, forklarer Helen Rossil.

Selvom salmetraditionen er dybt rodfæstet i vores historie, har den udviklet sig i takt med tiden, og gør det stadig - omend det sker i bølger, pointerer Helen Rossil.

- Herhjemme har vi været beriget med store digterpræster, teologer og poeter, især Kingo, Brorson og Grundtvig, men efter Grundtvig er der sket meget lidt, så salmetraditionen er ikke for alvor blevet udviklet i 1900-tallet. Men nu er det som om, der virkelig er grøde i salmeproduktionen igen, og det tror jeg er meget vigtigt for at få også ikke-kirkevante menneske og yngre generationer ind i kirken. Det er vigtigt, vi udvikler salmerne med et nutidigt sprog, så folk kan genkende sig selv.

Nutidens salmer taler til nye generationer

I den nye bølge af salmedigtning peger Helen Rossil bl.a. på nutidige forfattere og komponister som Dy Plambeck, Iben Krogsdal og Lisbeth Smedegaard Andersen som eksempler på nogle, der bringer friske perspektiver ind i salmesangen, ofte med et sprog, der gør troen mere tilgængelig i vor tid.

- Her er Kirkesangbogen også et eksempel på et supplement til salmebogen, der tør udfordre traditionen ved at inddrage temaer som tvivl, angst og klima. Salmer har altid været en måde at udtrykke tro, tvivl og håb på, men hvis salmetraditionen skal bevare sin relevans, må den også sprogligt udvikle sig i takt med tiden. Det betyder ikke, at vi skal kaste de gamle salmer bort, men at vi skal supplere dem med nye, der taler ind i vores samtid, siger Helen Rossil.

Hun nævner Dy Plambeck og Marianne Søgaards salme "Hold håbet oppe" fra 2020 som et eksempel på en salme, der formår at bygge bro mellem tradition og modernitet.

- Den har et enkelt og poetisk sprog, og rummer samtidig dyb teologi.

Salmesang som fællessang

Musik og tro altid har været tæt forbundet, og det er ikke så mærkeligt, hvis man spørger Helen Rossil:

- Det ER meget stærkt, når man synger det samme sammen. Jeg kan i det hele taget ikke komme i tanke om nogen religion, hvor musik ikke er vigtigt. Og jeg tror godt, vi kan sige, at det er der to akser i: Forbindelsen opad til det guddommelige, som man kan opleve i sangen, og så den tværgående akse, som er forbindelsen til de mennesker, man synger sammen med.

At vi den danske folkekirke lægger meget vægt på menighedens deltagelse i salmesangen, så vi bl.a. under COVID-19:

- I Danmark har fællessangen været så vigtig, at der under coronapandemien opstod en livlig debat om, hvorvidt vi overhovedet kunne afholde gudstjenester uden at synge sammen. Andre steder diskuterede man, hvad man skulle gøre med nadveren under corona, fordi det er indbegrebet af at gå i kirke mange steder. Det understreger, hvor stærke kræfter der er på spil, når vi synger – salmesangen er ikke blot en praksis, men en kollektiv erindring, der forbinder os med fortidens generationer, siger Helen Rossil.

Forbudt-skilte på kirkebænk — Under COVID-19 opstod der en livlig debat om, hvorvidt vi overhovedet kunne afholde gudstjenester uden at synge sammen. Så stærkt en tradition er salmesangen i den danske folkekirke, siger Helen Rossil.

Fra liturgisk redskab til fortolkende element

Selvom salmetraditionen er dybt rodfæstet i vores historie, har den udviklet sig i takt med tiden, og gør det stadig - omend det sker i bølger, pointerer Helen Rossil.

- Herhjemme har vi været beriget med store digterpræster, teologer og poeter, især Kingo, Brorson og Grundtvig, men efter Grundtvig er der sket meget lidt, så salmetraditionen er ikke for alvor blevet udviklet i 1900-tallet. Men nu er det som om, der virkelig er grøde i salmeproduktionen igen, og det tror jeg er meget vigtigt for at få også ikke-kirkevante mennesker og yngre generationer ind i kirken. Det er vigtigt, vi udvikler salmerne med et nutidigt sprog, så folk kan genkende sig selv i dem.

Nutidens salmer taler til nye generationer
I den nye bølge af salmedigtning peger Helen Rossil bl.a. på nutidige forfattere og digtere som Dy Plambeck, Iben Krogsdal og Lisbeth Smedegaard Andersen som eksempler på nogle, der bringer friske perspektiver ind i salmesangen, ofte med et sprog, der gør troen mere tilgængelig i vor tid.

- Her er f. eks. Kirkesangbogen også et eksempel på et supplement til salmebogen, der tør udfordre traditionen ved at inddrage temaer som tvivl, angst, skam og fred. Salmer har altid været en måde at udtrykke tro, tvivl og håb på, men hvis salmetraditionen skal bevare sin relevans, må den også sprogligt og musikalsk udvikle sig i takt med tiden. Det betyder ikke, at vi skal kaste de gamle salmer bort, men at vi skal supplere dem med nye, der taler ind i vores samtid, siger Helen Rossil.

Hun nævner Dy Plambeck og Marianne Søgaards salme "Hold håbet op!" fra 2017 som et eksempel på en salme, der formår at bygge bro mellem tradition og modernitet.

- Den har et enkelt og poetisk sprog, og rummer samtidig teologisk dybde.

Salmesang som fællessang
Musik og tro har altid været tæt forbundet, og det er ikke så mærkeligt, hvis man spørger Helen Rossil:

At vi den danske folkekirke lægger meget vægt på menighedens deltagelse i salmesangen, så vi bl.a. under COVID-19:

- I Danmark har fællessangen været så vigtig, at der under coronapandemien opstod en livlig debat om, hvorvidt vi overhovedet kunne afholde gudstjenester uden at synge sammen. Andre steder diskuterede man, hvad man skulle gøre med nadveren under corona, fordi det er indbegrebet af at gå i kirke mange steder. Det understreger, hvor stærke kræfter der er på spil, når vi synger – salmesangen er også en kollektiv erindringspraksis, der forbinder os med fortidens generationer, siger Helen Rossil.

Fakta

Tre nedslag i kirkemusikken

Fakta

Vores kirkemusikalske tradition bygger på middelalderens kirkesang, som igen bygger på oldtidens sang, som igen bygger på jødisk tradition. Så vi taler om perspektiver, man næsten ikke kan forestille sig. Hvis vi starter i begyndelsen af 1500-tallet, hvor de første salme- og messebøger kommer på dansk: Der udgår det meget fra Wittenberg og den lutherske-tyske messe. Til at begynde med er Luther meget tradtionsbunden med modersmålsoversættelse af den latinske messe, så til at begynde med har salmerne stadig en meget liturgisk funktion i gudstjenesten. Efterhånden slipper det langsom og når vi kommer op omkring år 1800 kommer der nye salmebøger og ordninger, hvor forbindelsen til romermessen bliver sværere og sværere at få øje på. Og salmerne får en friposition og didaktiontisk/pædagogisk funktion i gudstjenesten. I dag er salmerne mere frie brikker, som præst og organist bygger sin gudstjeneste rundt om dagens tekst og prædiken. Så der er foregået en udvikling fra det litugiske hen mod noget mere fri og pædagogsk eller fortolkende.

Uden luther havde vi ikke den salmetradition vi har i dag. Det er afgørende nyt, at kirkesangen foregår på modersmålet. Så der er ... luther vil tilbage til evangeliet og oldkirken og påkalder sig paulus, så han vil reclaime salmesangen. Hvor det, fordi det er middelarlderen, er den ret vanskelige, latinske, gregoriskanke salmesang, og så har det jo ikke været menighedens sang på samme måde, som efter luther. I dad siger vi, at salmesangen er menighedsdannede og fællesskabsunderstøtende. Det tror jeg ikke luther direkte var optaget af, altså det fællesksab, det kom med grundtvig, men det var derfor, salmerne skulle oversættes til modersmål. Også musikalsk blev det oversat fra det her meget messende, meditative gregorianske sang til meget fast strofeform. Første gang, vi møder fællessang, er ifm. reformationen.

I dag lægger vi meget vægt på menighedens deltagelse i salmesangen. Det, at de selv deltager i udførelsen af gudstjensten, er det helt særlige ved salmerne. For at kunne gøre det, har man denne her strofiske, metriske regelmæssige og rimede form så det får nogle æsteriske konsekvender

Det er meget stærkt, når man synger det samme sammen. Salmer består af et møde mellem to medialiteter, nemlig ord og toner. Det er en stærk cocktail, så når vi synger vores tro sammen har det en stærk effekt. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen religon, hvor musik ikke er vigtigt og jeg tror godt vi kan sige, at det er der to akser i: Forbindelsen opad til det guddommelige, som man kan opleve i sangen og så den tværgående akse, forbindelsen til de mennesker, man synger sammen med.

Andre steder diskuterede man, hvad man skulle gøre med nadveren, for det er det, der er indbegrebet af at gå i kirke. Men i DK var det, om man overhovedet kunne holde gudstjeneste, når man ikke kunne synge sammen? Det siger noget om, hvor stærke kræfter det er, der er på spil, når vi synger salmer + en 500 år tradigtion, en oplevelse af, at vi praksikerer en slags praktiseret, kollektiv erindring, hvor vi gentager noget, man har gjort i generationen.

Indhold: Se, hvordan salmebogen er disponeret. Lovsange er en slags trosbekendelse i sig selv. Og så kommer artiklerne: Troen på gud Fader, osv.. det hele er disponeret som en stor torsbekdensel. Ogs så er der specifikke salmer... Nu synger vi jo trosbekendelsen, men der var jo en trosbekendelsesalme, som man sang lang oppe i tiden (437) det er luthers vertificeres nikænum.

De helt konkrete trosbekendelssesalmer findes også, men vi synger dem ikke rigtigt, medmindre vi tager de nye ind.

Jeg synges egentlig ikke Laubs melodi er speciel fantastisk, men den gør den jo lettere at synge. Det er også en af grundene til, at luther gerne vil have os til at synge den , for det er lettere at huske og synge til en melodi end ordnene. På samme måder har man langt oppe i tiden haft katekismussalmer og brugt sangen som indlæring til at forberede konfirmation.

Jeg tror, at musikken betyder mere for vores erfaring af forkyndelsen end vi er klar over. Det med, at man kan have nogle temaer og bestemste teologsike kategoriserner af salmerne, men,.. jeg har på fornemmelse at mange mennesker lægger større vægt på den musikalske erfaring. Det tror jeg betyder meget. Og forskellige menihgeders teoligske ståsteder vil også altid afspejle sig i salmevalget.

Der er selve salmebogen et meget traditionstungt og stærkt symbol og medie. Derfor bliver vi ved med at udgive den. Den har en helt særlig betydning som traditionsbærer. Og hver gang, vi skal have noget nyt i, er det er stort palaver, fordi det jo er vores identitet.

Det er meget almindeligt, man stiller tradition og fornyelse op som to modsætninger, men faktisk ER tradition fornyelse. Det ligger jo i ordet at tradere, at fornye. Der vil altid være en kerne, der forbliver, men man bygger nye nuancer på. Det ligger ien tradition, at den fornyes, ellers ville den holde op med at eksistere. Den udvikler sig hele tiden. Den skal fælge med sin tid. Vi har været beriget med de her store digterpræster og teologer og poeter, især Kingo, Brorson og Grundtvig, og der har det været sådan, at efter Grundtvig er der sket meget lidt, der er kommet meget få. Så salmetroditionen er ikke for alvor blevet udviklet i 1900-tallet. Nu er det som om ,der virkelig er grødei salmeproduktioen igen. Det tror jeg er meget vigtigt for at få også ikke kirkevante menneske og iyngre generationer ind i kirken. Det er vigtigt, vi også har et nutidigt sprog i salmene, så folk kan genkende sig selv - uden at det betyder, vi smider vores salmer ud med badevandet. Der er mange bud og populærmiskere, der udvikler det poetisk og musikald: Nogle er udgivet i de to tillæg, vi har, hvor kirkesangbogen nok er den modigste. 100 salmer er mere optaget af tradionsbundenheden, men den anden udfordrer tradigonen og prøver nogle nye veje.

Miram Due har skrevet spændende tekste, Iben Krogsal og Lisbeth Smedegaard. Dy Plambeck. Det er rystende, så dybt patrikalsk vores salmetradition er.

Der er også gamle almer , vi kan bruge til nutiden, fx op al den ting, men ellers Hans Anker Jørgensen klimasalmer og kirkesangbogen, ser hvordan den er bygget om Tvivl, Angst, skam osv.

Særlig salme:

Hold håbet oppe af plambech og Marianne søgaard. Den er et fint eks på, at den er skrevet i et ikke særligt tungt og dogmatisk sprog. meget enkelt sprog med masser af trologi og kristendom i sig.

Salmeforsker og hymnologi, uddannet musikforsker med spciela i salmesang.

Resigerer humnolig som åben acces.