Det talte de om på seneste stiftsrådsmøde
På stiftsrådsmødet den 25. februar blev budgetrammen for 2026 fastsat, og et nyt navn samt kommissorium for ERFA-gruppen for Tidens Spiritualitet blev godkendt. Desuden blev årets kirkestatistik gennemgået.
Stiftsrådsmødet 25. februar indledtes med en gennemgang af siden sidst fra domprovst og konstitueret biskop Torben Hjul Andersen, der bl.a. fortalte om præstemanglen. Når der er ledige præstestillinger bliver det mere og mere tydeligt, at der er præstemangel. Det viser sig ved, at stillinger ofte genopslås, og det resulterer heldigvis i de fleste tilfælde i kvalificerede ansøgere. Der er al mulig grund til først at arbejde for et øget optag på de teologiske fakulteter og dernæst opfordre unge til at læse teologi, pointerede han.
Torben Hjul Andersen fortalte desuden, at biskop Marianne Christiansen gennem længere tid har været medlem af det udvalg, der arbejder for at forenkle menighedsrådsarbejdet. Udvalget holdt sit sidste møde i januar. Marianne Christiansen har fortalt, at det forventeligt er ret vanskeligt at forenkle love. Alle er interesserede i det, men det er ikke så nemt at lave radikale forenklinger. Loven kommer senere i høring.
Søndag d. 26. jan. blev der afholdt Ansgar-gudstjeneste i Metodistkirken i Vejle. Det er et økumenisk samarbejde og det blev en god gudstjeneste, hvor de forskellige kirkesamfund bidrog med læsninger, bønner, prædiken, m.m. Heller ikke i år var der stor tilslutning, så udvalget må evaluere om det er muligt med en bedre PR-indsats.
Onsdag d. 26. feb. præsenterer dåbskommissionen sit arbejde for biskopperne. Torben Hjul Andersen har deltager i mødet, og glæder sig til at høre om det vigtige arbejde. Han forventer, at et eller flere forslag kommer i høring.
Siden sidst ved formanden
Stiftsrådets formand Per Søgaard fortalte, at han siden sidst har deltaget i diverse arrangementer på vegne af stiftsrådet. Det drejer sig bl.a. om et møde vedr. migrantkonsulentens opgaver og prioriteringer, som primært har direkte relation til stiftsrådets aktiviteter.
Desuden har Per Søgaard afholdt møde om de videre planer vedr. venskabsstift Tanzania. Dels i forhold til rejseplaner og dels afstemt forventninger til, hvad evt. indsamlede midler skal anvendes til i Tanzania.
Økonomiske beslutninger
Årsregnskabet og årsrapporten for 2024 blev godkendt, og stiftsrådet bemyndigede formanden til endelig godkendelse af årsrapporten. Derudover blev det reviderede budget for 2025 vedtaget, og budgetrammen for 2026 blev fastlagt til 4.335.000 kr.
Indlåns- og udlånsrenterne for 2026 blev fastholdt på henholdsvis 0,5 % og 2,25 %, og afkastrapporteringen fra Jyske Bank blev taget til efterretning. Samtidig blev de etiske retningslinjer for investeringer i kapitalbestyrelsen drøftet, og disse vil blive udsendt til stiftsrådet.
Nyt fra stiftsudvalgene
ERFA-gruppen for Mødet med det Nyspirituelle fik godkendt et nyt navn og hedder fremover ERFA-gruppen for Tidens Spiritualitet. Hertil følger et kommissorium med en ændring, hvor biskoppen fremover udpeger repræsentanterne.
Kommende møder og valg
Stiftsrådet blev orienteret om det kommende møde med stiftsudvalg og ERFA-grupper i april 2025 samt om de forestående valg til provstiudvalg og stiftsråd i efteråret 2025.
Årets kirkestatistik
Under punktet "Folkekirken i tal" blev statistiske data om kirkens udvikling præsenteret, og stiftsrådet tog orienteringen til efterretning.
Afslutningsvis blev det meddelt, at Bibliarium snart vil blive indviet.