Dåbens symbolik og betydning
Dåben er fyldt med symboler: Dåbskjolen, der repræsenterer renhed, vandet, der symboliserer renselse og genfødsel, og korsets tegn, der knytter barnet til den kristne tro.
Dåben er en central handling i kristendommen, hvor et menneske bliver indviet til det kristne fællesskab. Den markerer begyndelsen på livet som kristen og er et synligt tegn på Guds nåde og kærlighed.
Men hvad betyder de enkelte elementer i ritualet? Det forklarer sognepræst i Magstrup Kirke, Niels Bjørn Christensen-Dalsgaard, her:
1. Indgang og velkomst
Det første, der er særligt, når forældre og barnet kommer ind i kirken er, at alle i menigheden rejser sig op. Det er en gestus af respekt og glæde, som menigheden viser barnet, der nu bliver en del af det fællesskab, som kirken er, og som barnet skal indlemmes i.
2. Præsten kalder familien op til døbefonten
Døbefonten er ofte meget gammel. I Maugstrup Kirke går døbefonten helt tilbage til 1100-tallet, så i vores kirke har forældre båret deres børn til den døbefont, når de skulle døbes, i næsten 900 år. Her begynder selve dåbshandlingen. Når forældre eller faddere bærer barnet hen til døbefonten, bærer de sådan set barnet frem for Gud.
3. Spørgsmålet om hjemmedåb
Præsten spørger, om barnet er hjemmedøbt. Det understreger, at man ikke gendøber i vores evangelisk-lutherske kirke. Vi døber kun én gang. Derfor er en dåb også gyldig, uanset om den er foregået i en håndvask eller på et sygehus, så længe den er sket i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
Nogle af mine kollegaer springer den del over, men jeg synes, at det giver meget god mening at fortælle menigheden, at det er sådan, vi ser på dåben i vores kirke.
4. Skriftlæsning
Præsten læser bibeltekster, typisk:
Dåbsbefalingen (Matt 28,18-20), hvor Jesus siger, vi skal døbe.
Teksten om Jesus og de små børn (Mark 10,13-16 viser, at vi ikke må hindre nogle i at komme til Gud. Tværtimod skal vi alle se os selv som børn i forhold til Gud.
Skriftlæsningen sætter dåben ind i en større fortælling om tro og fællesskab.
5. Trosbekendelsen og forsagelsen
Før dåben forsager man Djævelen og tager afstand fra det onde.
Herefter bekender man troen på Gud som skaber, Jesus som frelser og Helligånden som giver liv. Det sker med den apostolske trosbekendelse, som går tilbage til oldkirken. Denne bekendelse er trosgrundlaget for dåben.
6. Navngivning
Præsten spørger: "Hvad er barnets navn?" Det markerer, at Gud kalder os ved navn og kender os og elsker os.
7. Korstegnelsen
Præsten tegner korsets tegn over barnets ansigt og bryst og siger: "Modtag det hellige kors’ tegn, både for dit ansigt og for dit bryst, til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus." Korstegnelsen fortæller os, at barnet tilhører Kristus og er under Guds beskyttelse.
8. Dåben med vand
Barnet døbes med vand tre gange i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Dåbens vand renser, giver nyt liv og knytter os til Jesu død og opstandelse, og er dermed begyndelsen på det kristne liv.
Vand spiller i det hele taget en central rolle i dåben. Det er jo umuligt at tænke en dåb uden. I middelalderen døbte man nogle steder barnet helt under vand og løftede det så op igen tre gange, og Jesus selv blev døbt i Jordanfloden af Johannes Døberen.
Så når vi døber, rækker det tusind af år tilbage i tiden. Derfor fortæller dåben også noget om det fællesskab vi døbes ind i; for dåben er vi som kristne fælles om op gennem tiden, ligesom vi også vil have et fællesskab med dem, som skal komme efter os.
9. Håndspålæggelse og bøn
Præsten lægger hånden på barnets hoved og beder om, at Gud gennem livet må styrke barnet og bevare det i troen på Guds nåde.
10. Fadervor
Menigheden beder Fadervor sammen for det lille barn – en fælles bøn, der rummer hele dåbens indhold: Tillid, tro og Guds nærvær i livet.
11. Faddertiltale
Præsten minder fadderne om deres ansvar: At støtte barnet i troen og hjælpe med at oplære det i den kristne tro, hvis forældre skulle gå bort.
12. Velsignelse og afslutning
Herefter siger præsten: "Fred være med jer." Man kan derfor sige, at ønsket om fred runder ritualet af. Herefter sætter menigheden sig ned, og gudstjenesten fortsætter. Til sidst går præsten ned til forældrene og barnet og giver tegn til, at de må gå ud.