Genopslag: Sognepræst til Sct. Nicolai Kirke i Aabenraa
Ansøgningsfrist 19. maj.
Er du engageret, opsøgende og dedikeret?
Brænder du for bibelnær og forståelig forkyndelse?
Vil du arbejde i et stort sogn med gode kolleger og et aktivt kirkeliv?
Så er du måske vores nye sognepræst.
Aabenraa Sogn er et af landets største med 12.400 folkekirkemedlemmer og syv præster (seks danske og én tysk), der samarbejder og sparrer jævnligt. Sognet rummer tre kirker og en daglig administration, der arbejder sammen under navnet Folkekirken Aabenraa.
Din rolle
Som sognepræst ved Sct. Nicolai Kirke bliver du en central del af et levende menighedsliv understøttet af mange frivillige. Vi vægter forkyndelse samt engagement i sognets mange fællesskaber og lysten til at bidrage med nye ideer højt. Vi har bl.a. velbesøgte fællesskabsaftener, lovsang, undervisning og alphakurser. Vi ønsker en præst, der brænder for menigheden, og er spændte på at høre dine ideer.
Kirke, menighedshus og præstegård
Sct. Nicolai Kirke er en rummelig middelalderkirke fra ca. 1250 i hjertet af Aabenraa. En nylig renovering har givet kirkerummet større fleksibilitet. Vi har dygtige organister, der får de smukkeste toner ud af vores cirka 2100 piber, et højmessekor og kompetente kirketjenere.
Tæt på kirken ligger både menighedshuset og den helt nybyggede præstegård - et smukt to-etagers byhus på 220 kvadratmeter inklusive præstekontor.
Aabenraa by har ca. 16.000 indbyggere og byder på et rigt og varieret forenings- og kulturliv, gode skoler og institutioner og en enestående natur. Aabenraa Kommune har konsulenter, der tilbyder netværk, hvor eventuelt ægtefælle kan få jobhjælp.
Selv synes vi, det er Sønderjyllands smørhul. Vi mangler bare dig.