Kronik om liturgidebat 

Et historisk eksperiment finder sted i folkekirken nu og i det næste års tid. Eksperimentet er debatten om liturgi. Kan det mon lade sig gøre at få en bred samtale i gang om liturgi og liturgiens betydning? Det håber vi, at det kan. Vi håber, at det vil være muligt at inspirere mange til at tale sammen om liturgi, både i kirkelige og folkelige sammenhænge, i organisationer, på uddannelsesinstitutioner, mand og kvinde imellem. For liturgi har betydning for os alle.

Liturgi er ordningen af kirkens offentlige gudstjenesteliv. Liturgi er, at der er visse regler for, hvordan en gudstjeneste forløber, hvad der siges og synges og gøres. Så skønt ordet liturgi for mange mennesker vil være et sjældent ord, så er virkningen af liturgien omfattende: Den måde, der fejres gudstjeneste på i folkekirken, har præget kulturen igennem århundreder. Liturgien sætter rammerne for den kristne forkyndelse og tolker den: Hvad betyder dåben og nadveren, hvordan er relationen til Gud og til medmennesket? Og liturgien kan give hvert enkelt menneske sprog for forkyndelsen og troen – i salmer og ritualets ord.

Forleden var der en studievært på Radio 24syv, som i sjov sagde til sin gæst: ”Gud være med dig”, og gæsten svarede ”Og med din ånd”. Det var selvfølgelig bare for sjov, men det siger noget om, at liturgiens former og sprog giver en mulighed for at udvide hverdagssproget sågar med åndelige dimensioner – om det så også kun er halvt for sjov.

Folkekirkens liturgi har tusindårige rødder, og man kan med rette sige, at folkekirken ved siden af skolen er den vigtigste dannelsesinstitution i Danmark. Hvor ellers møder næsten hele Danmarks befolkning tilværelsestolkning, poesi og musik, kunst og samtale uden nogen form for kommercielt mellemværende? Hvor ellers bliver det enkelte menneske sat i forbindelse med årtusinders tanker, sorg og glæde, frygt og håb? Samtidig er gudstjenesten et tilflugtssted, hvor det enkelte menneske skal kunne komme og søge Gud og mening og fred. 

Derfor dette eksperiment: ønsket om at få en bred samtale om liturgi og liturgiens betydning. Det er en ny måde at gå til det på. Traditionelt er gudstjenesteordninger nemlig blevet til ved initiativ fra kirkelige eller statslige myndigheder. I Danmark er liturgien til søndagsgudstjenesten lige siden reformationen blevet autoriseret af majestæten. Vores liturgiske tradition er konservativ: Der skal være enighed mellem præst og menighedsråd og i en del tilfælde også med biskoppen, hvis noget skal ændres. Det konservative passer godt til liturgiens langsomhed og gentagelse af bestemte ord og handlinger. Ikke desto mindre ændrer liturgien sig igennem århundrederne. Vi fejrer ikke længere gudstjeneste, som man gjorde på reformationstiden eller i katolsk tid. Og alligevel kan forbindelserne tydeligt ses til dengang og til andre kristne kirker ude i verden.

Hvorfor så forsøge at sætte en liturgisk samtale i gang i det ganske land? Af to årsager: 1) for at styrke bevidsthed og viden om liturgiens betydning; 2) for at få klarhed over, om der er behov for ændringer – i liturgien og i fastlæggelsen af den.

Det er landets biskopper, der har taget initiativ til den liturgiske samtale ved udgivelsen af et omfattende materiale om gudstjenesteordning, om gudstjenestens betydning samt dåb og nadver. Håbet er som sagt, at ikke kun landets menighedsråd, præster og medarbejdere vil diskutere materialet og de spørgsmål det rejser, men at samtalen også må foregå bredt folkeligt, i foreninger, på biblioteker, højskoler, uddannelsesinstitutioner osv.

I de senere år er den liturgiske udvikling i Danmark foregået meget lokalt. I nogle sogne har sognepræst, kirkemusiker og menighedsråd ønsket ændringer i ordlyd af bønner og ritualer. Der er også udkommet alternative liturgier til dåb og nadver uden at det imidlertid har været igennem de traditionelle høringsprocesser og forsøg på at finde fælles fodslag. Dette at man lokalt kan præge liturgien er for nogle blevet en værdi i sig selv, mens det for andre omvendt er blevet en værdi at holde aldeles fast ved det foreskrevne ritual. Der er også kommet et væld af nye salmebogstillæg, i og for sig på privat initiativ.

Nogle vil sige: Men hvor for kan biskopperne ikke bare slå ned med hård hånd på alle ændringer i det foreskrevne liturgi, så at alle holder sig til det, der blev vedtaget i 1992? Til det er at sige, at heller ikke 1992-ordningen er eviggyldig, og at liturgien hele tiden bevæger sig. Den præger kulturen, men den er også selv præget af kulturen og af hver tids teologiske overvejelser over sammenhængen mellem gudstjenesten, livet og samfundet. Kunsten er ikke at vogte på en bogstavtro gudstjeneste. Kunsten er at bringe en fælles samtale frem i folkekirken, så vi ikke løber i hver sin retning. Først når vi kan tale om meningen med gudstjenestelivet kan vi tale om, hvordan det skal formes for at være tro mod opgaven: At være rum for evangeliets forkyndelse i en evangelisk-luthersk sammenhæng i dagens Danmark. 

I erkendelse af folkekirkens bredde og ansvar over for hele samfundet er det vigtigt, at samtalen bliver så bred som overhovedet mulig: Hvad er vigtigt i gudstjenestelivet? Hvordan kan gudstjeneste både være til opbyggelse for den enkelte og for fællesskabet? Er der noget, der lægger hindringer i vejen for forkyndelsen eller højtiden? Hvordan er balancen mellem det nødvendigvis uforståelige, når det drejer sig om Gud, og det unødvendigt uforståelige? Hvad er det vi siger om dåb og nadver – hvad betyder dåb og nadver egentlig? Hvad sker der? Og skal vi stadigvæk have en fælles liturgi for søndagsgudstjenesten i hele landet, eller skal den være mere lokalt bestemt?

Eksperimentet består i at få denne samtale, inden biskopperne tager stilling til, om der skal ske ændringer. Tanken er, at samtalen skal afklare, om der bredt i folkekirken er et ønske om ændringer og i givet fald på hvilke områder. Til næste efterår vil biskopperne begynde deres drøftelser og i den forbindelse selvfølgeligt tage bestik af det, der kommer op i debatten og de skriftlige tilkendegivelser (som enhver er meget velkommen til at sende til folkekirkensliturgi@km.dk). Biskopperne vil drøfte, hvad der nu videre skal ske: Er der baggrund for at foreslå ændringer eller tilføjelser i de gældende liturgier? Skal der udarbejdes vejledninger, etableres et stående liturgisk udvalg? Skal status quo bevares? Eller kommer der noget andet op i det kommende års brede samtaler? Og – hvad det er vigtigt at understrege: Hvis der lægges op til ændringer i/af gældende liturgier, vil der naturligvis blive tale om omfattende høringer.  Med andre ord vil der gå en fast proces og procedure i gang, som man gør i forbindelse med forslag om ændringer

Den samtale der forgår nu og i det kommende år skal først og sidst afklare for os allesammen – om folkekirkens liturgi er noget, vi kan og vil være fælles om og tage ansvar for i fællesskab. For hvis vi ikke har en fælles forpligtende samtale om liturgien, risikerer vi at liturgien kan udvikle sig i hver sin retning. Hidtil har den fælles liturgi holdt sammen på hele herligheden og været det fælles hus, vi kunne være enige om at være uenige i. Spørgsmålet er, om vi kan opnå en bred fælles forståelse for liturgien, så den ikke opleves som et påtvunget regelsæt i en bog, men som en levende tradition. Og tradition er som bekendt kun en tradition, når den hele tiden lever og fornys.

Et historisk eksperiment kalder vi denne brede samtale. Som med alle eksperimenter er det forbundet med en vis usikkerhed hos alle om det vil lykkes. Hvad kommer der ud af det? Er resultatet givet på forhånd? Hvem styrer, og kan det over hovedet styres? Et eksperiment kan ikke gennemføres uden en vis usikkerhed, men hvis det går godt, kommer der nye og berigende indsigter ud af det.

Vi håber, at den brede samtale om liturgi som nu er sat i gang, vil vise sig at være et godt eksperiment, der både fører til større oplysning og bevidsthed om gudstjenestens betydning og til at kaste lys over, om noget skal ændres eller om de nuværende rammer er gode nok til at rumme både folkekirkens fællesskab og det enkelte menneskes søgen efter Gud. Den viden kan ingen sidde inde med alene – den får vi gennem den fælles samtale.